21. november
Frederikssted og vest St. Croix


Det regnede meget i nat og i dag har de lovet regn og tordenbyger.

Turen går til Frederikssted, som ligger på St. Croix's vestlige ende. Undervejs stopper vi lige ved et indkøbscenter, hvor vi køber lidt tøj.
Her er pyntet op til jul. Det er en underlig oplevelse at gå rundt i 30 graders varme blandt palmer og julepynt.

I Frederikssted starter vi selvfølgelig med Fort Frederik. Det ligger lige ned til havet og kanonerne står klar til at forsvare mod fremmede magter.
Nåh nej, de er nok ikke lige klar til noget, for det er et museum. Af selve fortet kan man bl.a. se bastionerne, de meniges og officerernes kvarterer, en fangekælder og krudtmagasinet.

 

      

Der er også en række udstillinger der viser forløbet med forhandlingerne om salget af øerne til USA (fra ca. 1901 til overdragelsen i 1917) og en lille udstilling med redskaber og smykker af strandskaller fra forhistorisk tid. Der har boet indianere her siden år 2000 før kristus.

Fort Frederik er stedet hvor Peter von Scholten i 1848 gav slaverne på de Dansk Vestindiske Øer friheden - derfor kaldes Frederikssted også for Freedom City - og på pladsen lige uden for fortet står en skulptur af en slave der blæser i et konkyliehorn.


Bagefter er vi inde på et museum for caribisk kunst. Det er et lille museum med en herlig baggård og nogle smukke rum især på 1.sal. Selve kunstudstillingen faldt ikke lige i vores interesse.

     

Vi skulle egentligt havde været på stranden som ligger til højre for fortet (her er der nemlig også godt at snorkle med mulighed for at se flotte akvariefisk.)
Men et uvejr nærmer sig og vi bestemmer os for at tage et par flere museer. Regnen stod ned på vej øst over til Whim Plantagen, som er en gammel plantagefra 17- og 1800 tallet.

Vi bliver budt velkommen af en kvinde, der udstråler stolthed og værdighed. Svært at forklare men hun er hjemme i sine egne sko. I det hele taget var det fedt at se at de mennesker som vi så på den gamle plantage (guider mm) var farvede og det var som om de havde generobret stedet.

Kvinden viser rundt i hovedbygningen, som plantageejeren boede i . Den er meget velbevaret. Der havde i en kort periode været danske delejere, men ellers var det andre nationaliteter. 
Huset er bygget med øje for at holde varmen ude - tykke mure, høje vinduer til at give luftcirkulation og en voldgrav (dog uden vand) rundt om kælderetagen - igen for at skabe cirkulation.

   

Her er der bla en pottestol og en bidet stol fra Frankrig, et blåmalet stel fra den kongelige porcelainsfabrik i Danmark (Porcellæn og mursten blev brugt som ballast i skibene fra Danmark til Vestindien).

   

Der er også et par mærkelige spil med en masse pinde, som plantageejerne har fordrevet tiden med at spille- sikkert. Over et lille glas rom.

Køkkenet, hvor slaverne arbejdede er også velbevaret ligesom sukkermøllerne. Der var dels en sukkermølle, der brugte dyr som trækkraft, en vindmølle, hvor det var vinden og en dampmaskinemølle. Sukkersaften blev dels til molasse og dels til moscovadosukker. Molassen blev brugt til at lave rom af.
Den høje skorsten er fra kogeriet hvor sukkermassen blev kogt ind.

Slaverne havde en forfærdelig lang arbejdsdag. De blev vækket klokken 4 og så havde de nogle timer til at ordne deres egen husholdning inden de skulle på arbejde i sukkerplantagen.

Der var nogle, der forsøgte at flygte. De blev kaldt maroons og flygtede til maroonbjerget. det var her vi var i går.
De holdt til ved bjerget inden de forsøgte at kom med skibe til Puerto Rico som man kan se over til i klart vejr. Her havde man ikke slaver og kom de først der over var de frie.

Næste stop er romdestilleriet, hvor vi har hørt at der var rundvisninger og gratis smagsprøver. Vi kommer ind på en overdækket terrasse hvor der sidder en del folk i kurvestole og slapper af. På et skilt står der at dette er "Don't hurry room" og så vi sætter os også bare ned.

  

Vi aner ikke hvad der forventes af os - ingen skilte med billetsalg eller lignende, så vi sidder bare og venter på at der skal ske et eller andet. 

Efter ca. 10 minutter kommer en frodig kvinde og spørger om der er nogen der vil med ud at se fabrikken. Det vil vi gerne. Først kommer vi over til de store kar hvor molassen kommer ind. Den får fabrikken fra forskellige sukkerplantager i Brasilien.
Molassen bliver fortyndet med regnvand og bliver tilsat gær. Vi får lov til at se ned i de store kar, hvor gæringen foregår. (Den var nok ikke gået i Danmark, hvor alt er sterilt og i lukkede kar). Gæren får de uendeligt mange liter vand plus molasse til at bevæge sig af sig selv mens sukkeret bliver til alkohol.

Herefter destilleres rommen i et højt hus med mange etager og fyldes på tønder. Fabrikken bruger brugte amerikanske egetræs tønder, som de køber fra whisky-destillerierne. Rommen lagres på tønderne i 2- 12 år.

Der er en del der fordamper undervejs op til 50 procent. Det der nu ligger nede i tønden er cruzan rom. Den lagerhal vi ser indeholder ca. 2.000 tønder - og det er det mindste af de 9 lagerhaller der er på fabrikken.
Efter lagringen bliver rommen filtreret gennem et kulfilter og fortyndet med regnvand til en alkoholprocent på 80.
Der laves 100.000 liter om dagen og 25 millioner om året. Rommen kommes på store rustfrie beholdere og sendes til Florida, hvor den kommes på flasker og distribueres til hele verden.

Efter rundturen kommer vi igen ind i "Don't hurry room", hvor vi får lov til at smage. Vi smager en 12 år gammel rom og en næsten sort en der smager meget sødt. Den indeholder en masse molasse og er 2 år gammel.
Jes køber en flaske 12 år gammel rom, som vi skal have til kaffen i julen. Hvis nogen er interesseret i priseniveauet så koster den 30 dollers ca 150 kr.

   

I aften prøver vi en restaurent tæt på denvi var på i går - også på nordkysten. The Blue Water Terrace. En åben terrasse med udsigt over havet, hvor plast vinduerne bliver rullet ned, da blæsten tager til efter mørkets frembrud.
Lisbeth vælger ribs som var langtidsstegt i 24 timer og marineret i en æblemarinade som kokken havde fået en pris for. Som I ved er Lisbeth ikke den helt store kødspiser, men hun havde hørt om de her kokkedyster i grillmarinade, så det måtte prøves. Der kom et bjerg af kød ind på en bund af kartoffelmos. Der var mindst 1/2 kilo. Det smager helt utroligt.

Jes fik fisk , så det var lidt sjovt at rollerne var byttet om.

Vi nyder middagen mens en mand spiller akustisk guitar. Det er vildt hyggeligt. Det ser slet ikke ud til at Lisbeth har spist noget og servetricen kommer da også og spørger on hun skal boxe det. Og så får vi resten af maden med hjem i en box.