Cody

21.juni

 

 

Vi havde planlagt en hviledag, hvor vi kunne få vasket tøj, skrevet postkort og kigget lidt på at få lagt billeder på hjemmesiden – udover at vi naturligvis også lige skulle kigge lidt på byen.

 

                       

 

Cody er meget bygget op omkring turisme og er meget optaget af tilknytningen til Buffalo Bill. Det meste af hovedgaden består af restauranter og butikker rettet mod turister. Mange af dem med varer af høj kvalitet – butikker med cowboyting (hatte, bælter tørklæder, brugte lassoer (15 $) o.s.v. ledsaget af countrymusik) side om side med butikker med indianerting (drømmefangere, perlekæder, mokkasiner o.s.v. ledsaget af indiansk musik). Ind imellem også blandede butikker og mere ”traditionelle souvenirbutikker”. Herudover er hovedgadens tradition hotellet ”The Irma”, som Buffalo Bill selv har ejet – udstyret med en bar, som han har fået foræret af dronning Victoria. Udenfor The Irma er der ”gunfight” hver aften kl. 18 - den gik vi desværre glip af.  ;-)

 

På det mere seriøse er der Wyomings svar på Den Gamle By – en samling af huse fra perioden 1850 til 1910, som er flyttet hertil fra andre steder (op til 150 miles væk). Den skal vi lige kigge på i morgen. – og så er der ”Buffalo Bill Historical Center”, som reelt er 5 museer samlet under samme tag.

 

 

·          Et museum der omhandler prærieindianernes liv før, under og efter kolonialiseringen af vesten.

 

                              

 

  • Et museum helt helliget Buffalo Bill selv
  • Et naturhistorisk museum, hvor vi kunne gense mange af de dyr, vi har set i Yellowstone og lære lidt mere om dem. Vi lærte bl.a. at man regner med at der er ca 600 Grizzly bjørne i alt i USA og Canada.
  • Et malerimuseum og
  • Et museum med våben fra det vilde vesten.

 

En anden ting som Cody slår sig op på er, at den er verdens rodeo-hovedstad – og at der er rodeo-show hver eneste aften. Det må vi da prøve at se.

 

Det skal begynde kl. 20, og da der ikke er nummererede pladser tager vi af sted i god tid. Da vi kommer er der allerede kommet en del – men det lykkes at få et par gode pladser.

For at komme frem til den tribune, hvor vi har solen i ryggen (så vi kan tage billeder), skal vi ad en gangbro, der går hen over foldene hvor heste, kalve og tyre står klar til aftenens forestilling.

 

 

Det hele indledes meget amerikansk med at alle står op med (cowboy-) hatten i hånden (der var godtnok mange cowboyhatte) mens Stars and Stripes bliver præsenteret ledsaget af højtidelig musik og også en højtidelig indledningstale – så en bøn for showet og alle de tilstedeværende og endelig afsyngelse af nationalsangen.

 

 

Det fortsætter også på bedste amerikanske vis med Commercials…..sponsorernes flag bliver redet en omgang rundt i arenaen mens deres produkter bliver lovprist over højttaleren….men så kan konkurrencerne begynde.

 

 

Tyreridning (hvem bliver siddende længst), indfangning af kalve på tid (for både cowboys og cowgirls), ridning på (vilde) heste uden sadel og ridning rundt om 3 tønder på tid for både cowgirls og for børn.

 

Noget af det meget positive er at der også er plads til børnene i et konkurrence-show, hvor det meget er det dramatiske og meget hurtige der er i centrum. Små drenge og piger på 5-6 år, som styrer en lille hest rundt på banen får lige så meget bifald fra publikum som de voksne der klarer den samme bane på langt kortere tid.

 

Vi lader billederne tale for sig selv…..