20. april - Anna Lises lejlighed og Greenwich Village

Telefonen ringer kl. halv 2 om natten - det er lige en, der synes at han ville fortælle, at nu er koden til det telefonmøde Jes skal have kl. halv 3 nu er klar.....hurtigt tilbage i seng, det kan lige blive til 3 kvarter mere.

Telefonmøde fra halv 3 til halv fire - og så tilbage i seng indtil det næste telefonmøde klokken halv syv. Lidt af en nat, men heldigvis også den værste....de resterende møder ligger alle fra kl. halv syv og senere.

Mens Jes holder møder og svarer mails, sidder Lisbeth og arbejder med sin kunst.

Vi spiser frokost i lejligheden og tager derefter over til Central Park - Vi har en aftale med Anna Lise om at mødes i hendes gamle lejlighed i 103 gade lige vest for parken. Vi er der i god tid, så vi finder en dejlig plet i parken og nyder solen og stilheden.

   

Lejligheden ligger i et kvarter med mange puertoricanere, så der er meget liv på gaden - folk der sidder ude i solen og hører musik, snakker o.s.v.

Lejligheden er fremlejet til en pige, der hedder Jenny, som får den billigt, på betingelse af at der kan holdes 2 årlige udstillinger - og der er fernisering på lørdag, så de skal til at gøre klar.
Udstillingen består af forslag fra kunstnere til udsmykning af de mange fælles haver (på kommunalt ejede grunde), der findes rundt omkring i New York. Anna Lise har fået støtte fra kommunen til projektet, og en af ideerne bag det er, at hvis der kommer kunst ind i haverne vil de være sværere at nedlægge, hvis kommunen skulle få lyst til at sælge grundene for at rejse penge.

Vi møder Jenny og får set lejligheden. Den ligger på 4. sal (ingen elevator) og består af en lang gang, med køkken/alrum (ca. 10 kvm) og bad - lige ved indgangen, et lille værelse (8 kvm) i den anden ende og et større værelse (12 kvm) i midten. Til gengæld er der over 3 m. til loftet.

Fra lejligheden går vi gennem et område med socialt boligbyggeri (vi har lært at man kan kende det sociale boligbyggeri på at der er små vinduer og ingen altaner - også selvom det ligger steder med en fantastisk udsigt - f.eks. som her over Central Park).

Lisbeth er lige inde ved Michaels og shoppe lidt ekstra og derefter tager vi ned til Grenwich Village for at bruge den sidste del af dagen der.

Vi starter I Washington Square Park - med den karakteristeiske Triumf-bue, der kendes af alle der følger med i TV-serien "Venner"

Der er et enormt folkeliv i parken - folk nyder solen, snakker, spiller musik og meget andet.
Vi nyder folkelivet i de små gader og stopper for at få en fadøl ved en af de forbavsende få cafeer, der har udendørs servering.

Der er masser af spændende butikker - vi kigger bl.a. ind i en skak-butik, hvor der er stuvende fuldt af folk der sidder ved borde i hele butikken og spiller skak (mon de også køber noget?), der er butikker med genbrugstøj, og ikke mindst masser af barer og restauranter.

  

Vi finder en italiensk restaurant, hvor vi kan sidde ude og nyde forårsvejret mens vi får en tre-retters.

På vejen hjem får vi øje på et trafiklys, som er blevet rigtig flittigt udsmykket.