Fra LA og nordpå ad Highway 1
Nu var vi afsted - det første lange stykke skulle vi køre på motorveje gennem LA - heldigvis inden myldretidstrafikken for alvor tager fat. Men Lisbeth havde alligevel fuldt op at gøre med at følge med på kortet og Jes med at passe trafikken på de 5 sporede motorveje.
Pludselig får Lisbeth øje paa et vejskilt hvor der står Sunset Boulevard...og tænker at det da var pudsigt at der var flere af dem.....men så dæmrede det. Det var jo den rigtige Sunset Boulevard.
Turen fortsatte med høje bjerge på højre side og det blå Stillehav på venstre. Det virkede som om alle byerne hed et eller andet med Santa....(mange af dem er navngivet efter en helgen som er født samme dag, som byen er grundlagt). Vi spøgte med at de nok ikke havde en Santa Lucia eller en Santa Claus, men knap havde vi sagt det, før der var et skilt, som viste af til Santa Claus. Så mon der ikke også skulle være en Santa Lucia der et sted.
Tiden var nu inde til at vi skulle koncentrere os om at finde en campingplads. Vi kiggede i den bog Jim havde skaffet os fra AAA - det amerikanske FDM. De havde skaffet en sand gudsvelsignelse af kort, tur-bøger og turbeskrivelser - og alt det ganske gratis som en del af deres medlemsskab af AAA.
Tirsdag
Vi stod op efter en urolig nat – motorvejen var tæt på, men jernbanen var endnu tættere på, og togene havde den uvane at tude højt når de kørte forbi.
Efter morgenmaden pakkede vi hurtigt sammen og kom af sted.
Dagens første mål var Solvang <se www.solvangusa.com>.
Det med danskheden er nok gået en smule over gevind – det er nok noget af det mest kitchede vi nogensinde har set, og vi er ikke helt enige om, hvorvidt der overdrives med vilje, eller fordi de ikke ved bedre.
Hele midtbyen består af nyopførte bindingsværkshuse, vindmøller – sågar en kopi af Rundetårn og af H.C. Andersens hus. Der er plastikstorke på tagene og der forhandles danske specialiteter, som aldrig nogensinde har set Danmark.
Vi fik frokost på en restaurant, hvor de spillede dansktop-musik som underholdning. Deres fortolkning af dansk madkultur var også et kapitel for sig selv. Morgenmaden kunne f.eks. være 2 æbleskiver med medisterpølse.
På vej fra Solvang og tilbage til Hovedvej 101, skulle vi lige købe lidt ind. I supermarkedet blev vi igen mødt af et enormt stort udvalg af lækre varer – og oplevede hvordan de gør noget ud af præsentationen – vi så f.eks. en ansat som stablede kartofler, så de præsenterede sig godt.
Vi havde kigget en række campingpladser ud omkring Pismo beach, men Lisbeth havde specielt kastet sine øjne på en lidt udenfor i Oceano – Pacific Dunes Ranch. Den lå dejlig langt fra motorvej og jernbane - så den kørte vi efter.
Det var en rigtig lækker plads. Vi nød eftermiddagssolen og planlagde den næste dags rute.
Lige inden vi gik i seng opdagede vi at pladsen godt nok lå langt fra motorvejen – men ikke langt (nok) fra jernbanen – så vi blev vækket af tudende tog et par gange igen denne nat. Vi hørte også en hund (eller måske snarere en prærieulv eller lignende). Lyden startede som en gøen og endte med et langt hyl.
Onsdag
Som planlagt startede dagen med en tur i det store klitområde – det var som at gå en tur i Sahara – vi vidste at Stillehavet lå derude et sted, men hvor langt ude, vidste vi jo ikke. Vi havde taget kompas med, for vi vidste fra aftenen før, at når vi kom lidt ud i området, kunne vi ikke se campingpladsen.
Efter 10 minutters vandring, kunne vi ikke se pladsen mere og vi kunne heller ikke se havet, men vi havde kurs mod det højeste punkt, vi havde kunnet se fra campingpladsen.
Da vi nåede derop, kunne vi som forventet se havet – men vi kunne også se, at det stadig var langt væk. Så vi gik videre, selvom vi godt vidste, at vi ikke ville nå helt derud.
Selvom det var et rent sand-landskab, var der meget at se på. Spændende formationer, mønstre i sandet og dyrespor. Vi tror vi fandt spor efter den hylende prærieulv fra aftenen før – og vi fandt også spor fra fugle, noget der lignede slanger og mange mindre dyr med poter.
Allerede kl. ni var temperaturen over 25 grader, så vi valgte at gå tilbage til pladsen og komme af sted.
Da vi checkede ud, spurgte vi om hvad det kunne være for et dyr vi havde hørt den foregående aften. Pigen i butikken fortalte at der var et meget rigt dyreliv på stedet – men at det formentlig var en vild coyote. Derudover var der Dessert lions, Bobcats (losser), raccoons (vaskebjørne), snakes, Squirrels (egern) og ”Cotten tail bunny rabbits”.
Ud på Highway 1 og så nordpå.
Vi stoppede ved et stykke strand for at strække benene og trække lidt frisk luft – og oplevede et helt fantastisk dyreliv.
På stranden var der en hel koloni at grå måger og på et klippeskær lidt ude i vandet sad en stor flok pelikaner. Mens vi stod og faldt i svime over det, kom der pludselig en ørn svævende lavt henover os – måske kun 5-10 meter oppe og med et enormt vingefang. Det var lige før vi mistede vejret. Vi havde allerede set mange ørne undervejs – for det meste langt oppe i luften.
Lidt længere henne ad stranden opdagede vi at der lå en sæl og solede sig på en sten lidt ude i vandet – og endnu lidt længere henne sad der en stor rovfugl (en grib?) på en pæl.
Da vi var tilbage ved bilen afrundedes hele oplevelsen af et lille gråt egern, som sad på en sten lige ved nedgangen til stranden.
Tilbage på vejen varede det ikke længe inden vi kom til Hearst Castle. Spørgsmålet var – skal vi ind og se eller ej?
Vi valgte at tage ind og se – og det fortryder vi ikke.
Rundturen formede sig så vi fornemmede hvorledes gæsterne på slottet havde haft det – fra gæsteværelserne, via den store ”dagligstue” som brugtes til cocktails inden middagen, spisestuen, som lignede en middelalderlig riddersal, en mindre dagligstue, billardstue m.m. til den private biograf, hvor der som et fast indslag hver aften blev vist film – ofte nogle af gæsternes nye film, som endnu ikke havde haft premiere.
Rundturen sluttede ved den indendørs svimming-pool – (endnu) et imponerende rum – udført som et antikt romersk bad med mosaikker i blåt og guld.
Efter Hearst Castle kører vi ind i Santa Lucia bjergene (så havde de altså også en Santa Lucia!!) – her kører vi langs kysten med en stejl klippevæg op til højre og en stejl afgrund ned mod Stillehavet til venstre. Her er det afgjort mest behageligt at køre nordpå!
For hvert hjørne vi rundede kom vi til et nyt fantastisk sceneri – det ene flottere end det andet – det virkede lidt som fråds at have så meget skønhed samlet på et sted.
Da vi ankom til byen Lucia – by er måske så meget sagt, der var faktisk ikke meget andet end en kro, som lå på klippehylde ud mod havet. Så vi holdt ind for at få os en kold Corona og nyde udsigten.
Igen her oplevede vi en ørn på tæt hold – den fløj forbi lidt længere nede ad skrænten, og i en bananpalme lige foran sad en lille metal-grøn kolibri på størrelse med en pegefinger.
Næste stop er ved Big Sur – hvor vi kører ind på en campingplads – og bliver placeret for natten under en middelstor redwood. (se billedet).
Vi ville benytte lejligheden til at få vasket lidt tøj. Da vi havde spist, var det tid at hente vasketøjet. I mellemtiden var det blevet buldermørkt – så som en bonus fik vi en dejlig vandretur på et par kilometer i mørke frem og tilbage for at hente tøjet – vi kunne høre vinden i træerne, dyr i skoven og vi kunne dufte en masse fremmede krydrede dufte fra skoven.
Her på pladsen var vi dejligt i fred for både motorveje og tog. Til gengæld blev vi flere gange i løbet af natten vækket af at der faldt kogler fra træet ned på taget af camperen. Specielt en gang var braget så stort, så vi var i tvivl om, redwoods mon bærer kokosnødder.
Torsdag
Vi fortsætter nordpå mod Monterey og beslutter at tage en ordentlig tørn, så vi i praksis vil være i San Francisco om aftenen. Vi har kig på et par campingpladser i bogen, som ser ud til at være indenfor rimelig afstand – og måske endda med offentlig transport til San Francisco.
Alligevel beslutter vi at tage en tur på ”17-mile drive” ved Monterrey, en privat vej, som fører gennem et meget naturskønt område og forbi flere golfbaner – bl.a. den meget berømte Pepple Beach – Vi holdt på Pepple Beach og tog et slag kort, så nu kan vi uden at lyve sige, at vi har spillet på Pepple Beach.
Vi når Santa Cruz ved frokosttid, og kigger ind på turistinformationen for at høre lidt om hvor vi finder det største redwood-træer.
De henviser os til en skov lige i nærheden – Nissine Park, hvor vi spiser vores frokost og går en tur ad en af de planlagte ruter. Der er flere ruter i skoven, og vi vælger en forholdsvis kort en på 1,1 mile – men da de har valgt et genialt system med at afmærke alle ruterne med brunt, ender det med at turen bliver lidt længere. Oveni det, er der både meget varmt (over 30 grader) og stor luftfugtighed, så det er godt at vi huskede at tage vand med. Det lykkes dog til sidst at finde tilbage til ruten og komme rundt. Sidste stop på ruten er skovens største redwood, som efter beskrivelsen har en omkreds på 45 fod.
Redwood arten er 25 mio. år gammel – d.v.s. at den også levede da dinosaurerne gik på jorden. Tidligere var den meget udbredt, men på grund af kraftig skovhugst fra 1860 til 1920 er den nu meget reduceret – specielt store gamle træer er der ikke mange af. Den findes i et 500 miles langt bælte fra det sydlige Oregon til lidt syd for midten af Californien (Lucia-bjergene) og 30 miles fra kysten og ind i landet.
Den 1 fod tykke bark beskytter mod brand ved f.eks. lynnedslag og et stort indhold af rød tanninsyre beskytter mod insekter, svampe og bakterier. Derfor kan træerne kan blive både meget gamle og meget store.
Sidst på eftermiddagen når vi til Pacifica ca. 10 miles syd for San Francisco. Vi booker os ind på campingpladsen og får en plads helt ud til Stillehavet.
