Udrejsedag
13. maj

Vi står tidligt op og får pakket færdigt og tager i lufthavnen i god tid - så kan vi sidde i loungen og vente indtil vi skal ud til vores fly, som går kl. 12.25.

Vi har været heldige at få biletter på Business Class på vejen over (vi skal flyve turistklasse hjem) så vi har dejlige sæder og vi får serveret rigtig god mad. Der er god plads til benene og lune vattæpper, så det er ren sfslapning.

Vi ankommer planmæssigt ved halv 3 tiden...så går der (også planmæssigt) en del tid med at komme gennem paskontrollen...inden vi kan tage toget ind til Penn Station på Manhattan.

Vi er (som vi "plejer") fremme på Penn Station kl. halv fem - lige til myldretiden. Der er heldigvis kun 5 gader op til hotellet, som ligger på 39. gade, så vi vælger at gå.

Hotellet er helt nyt og værelset dejligt. Med et lille køkken med køleskab og udsigt (kig) til Hudson-floden.
Det er storslået. Ikke mindst når man sammenligner med tidligere hoteller vi har prøvet. Vi har oplevet at udsigten var til den anden side af gaden eller nabohuset få meter væk, hvor man kan kunne kigge direkte ind i en anden lejlighed.

Efter vi har installeret os, tager vi undergrundsbanen ned til Canal Street. Her ligger en butik, hvor Jes tidligere har købt billige Levis cowboybukser. Vi skal bare lige checke prisniveauet inden vi tager på Outlet tur på søndag.

Da vi alligevel er i området går vi lidt rundt og kigger os om i Chinatown og Little Italy (Canal Street danner grænsen mellem de to områder). Chinatown er dog begyndt at brede sig nordpå - og er ved at opsluge Little Italy.

I Chinatown er udbuddet af fremmedartede fødevarer helt overvældende - her er f.eks. tørrede lotusfrø (til højre), svampe, bambusskud og andre eksotiske ting.

Da vi er tilbage på hotellet, skal vi lige have købt lidt ind til morgenmad og madpakker. Vi afsøger lokalområdet, men der er ikke lige nogle spændende steder. Vi køber lidt ind i en mindre butik...men det er både dyrt og varerne virker ikke helt friske, så vi køber kun det mest nødvendige - så må vi finde noget bedre i morgen.