Dag 4 - North Adams til New York
25. februar

 

Vi er ikke helt på USA-tid endnu for vi vågner ved 5-6 tiden om morgenen. Det er faktisk rart, for så er der mange dejlige timer til at tage karbad, holde lidt telefonmøde, skrive dagbog, downloade billeder, vælge de bedste ud og gøre dem mindre til hjemmesiden.

 

Da vi trækker gardinerne fra, regner vi med at se udsigten fra i går, men den er helt forvandlet. Der var faldet 10 cm sne om natten og det sner stadig kraftigt.

 

 

Kl 10 skal vi med bus hjem til New York, så vi er spændte. Vi får hentet noget mad og smurt nogle madpakker, for vi er først i New York klokken 15.

 

 

Felicia (kuratoren på Galleri 51) har en firhjulstrækker, så hun kører os de 10 km til Williamstown. På vejen fortæller hun at North Adams har været en fabriksby med bla. tekstilfarverier, General Electric og el-pæreproduktion. Da fabrikkerne lukkede bestemte bystyret, at byen skulle satse på kunsten og være et kulturelt centrum med museum og gallerier, for ellers ville den ende som en spøgelsesby.

Det er lykkedes at opbygge et kunstnermiljø i byen - primært omkring museet og et universitet - som også er med til at trække kunder til de mange gallerier.

 

I Williamstown (under 10 km derfra) ligger et af USA's mest prestige-fyldte kunst-universiteter, som primært fokuserer på kunsthistorie og kunstøkonomi - her er også 2 meget fine kunstmuseer - universitetets og "The Clark".

 

I Williamstown får vi et billede af det lille historiske hus fra 1857 nu i snevejr og af  Peter Pan, som er klar til at bringe os sikkert afsted.

 

             

 

Chaufføren lover at det nok skal blive en lang tur, for vi skal vente på andre busser i en by 1 time herfra og de er nok forsinket i snevejret. Da han ser vores pladsbilleter med Lisbeths navn, gætter han på, at vi er fra Sverige. Han har nemlig lige set de 3 krimifilm med Lisbeth Salander.

 

Det føltes som en meget lang tur, for sigtbarheden er så ringe. Godt at vi fik så smuk en tur på vej herop.

Det sner og sner men alt går fint uden nogen forsinkelser. Pludselig går det hele over i regn. Det regner  skomagerdrenge og lidt til, og vi har ikke engang regntøj med.

 

Da vi når New York er der friskt og dejligt. Alt støv er renset af regnen og vi går en tur på 2 timer og får os rørt. Vi går over i Central Park.

 

              

 

Vi skal også lige proviantere, så vi finder en lille lokal butik - "Fairway Market" på hjørnet af Broadway og 75. gade.
Udefra ligner den mest en etnisk grønthandler med en overdådighed af grøntsager stablet op udenfor.
Men da vi kommer indenfor åbenbarer der sig et af de lækreste supermarkeder vi længe har set.

Der er afdelinger med frisk fisk i lange baner og med levende hummere, en kaffeafdeling med mange sorter af kaffebønner i sække, så man selv kan få blandet, oliven i spandevis, en osteafdeling, delkatesseafdeling, en bager og så ellers bare hylder med alverdens varer - så tæt at man næsten ikke kan komme omkring.

 

             

 

 

Efter  at have afleveret varerne på hotelværelset finder vi en italiensk restaurant, hvor vi får et meget dejligt måltid, velkrydret med mange smagsnuancer.