15. april - Brooklyn Museum og MOMA 

Vi ser i morgennyhederne, at der er vulkanudbrud på Island - og at asken føres af vinden ned over England og Skandinavien. Flytrafikken i Heathrow er indstillet. Det lyder ikke så spændende - det er forhåbentlig overstået inden vi skal hjem på lørdag.
Ellers får vi en forlænget ferie - vi læser senere, at sidst Hekla havde et udbrud der sendte aske ud i samme omfang, varede det i 51 dage.

Nå, men det er der ikke så meget vi kan gøre ved lige nu - andet end lige at orientere derhjemme og så at høre at Lisbeths kusine Mette og hendes familie på Island har det godt.

I tirsdags var Brooklyn museum jo lukket - så vi må jo derud i dag. Museet lyder ret spændende. Vi citerer lige fra Turen går til New York:

"Allerede Rodin-skulpturernes graciøse velkomst i foyeren giver en fornemmelse af gigant-museets overskud af stjernekunst. Her ikke så overlæsset og overbefolket som de store museer på Manhattan,  men Brooklyn Museums permanente samling på over 1,5 mio kunstværker gør, at der råd til at drysse Rodin'er ud med løs hånd."

 

Først en tur gennem den ægyptiske samling, som er fantastisk flot og så en runde i en meget storslået hal med europæisk maleri.

Herefter til særudstillingen på øverste etage, der handler om kvinder i kunsten. Det absolutte højdepunkt er installationen "The Dinner Table" Hvor der er dækket et kæmpe trekantet bord til 27 markante kvindeskikkelser i historien og mytologien.

Vi skal mødes med Anna Lise ved Brooklyn Museum for at køre en tur ud til Living Museum, som er et arbejdende værksted og udstillingssted for udviklingshæmmede kunstnere i Queens.

Vi har lige lidt tid til overs, så vi går en tur i Botanisk have, som ligger lige ved siden af museet - den er fantastisk flot og foråret står i fuldt flor.

 

Anna Lise melder desværre afbud, da der har været indbrud i hendes bil - så vi beslutter at tage ind og bruge resten af eftermiddagen på Museum of Modern Art (MOMA).
Da vi når frem har sulten meldt sig, så vi starter med en lækker salat i cafeen på 4. sal - vi sidder udendørs, med en dejlig udsigt over skulpturhaven.

Vi viser lige lidt fra MOMA.

 

              

Vi ser bla en kvindelig videokunstner, der er ved at optage en kunstvideo. Det er hende i den røde kjole. Hun skildrer bla noget om nærvær og intensitet i sine værker. Her er gæsterne på museet på skift oppe og se kunstneren i øjnene. Når man ikke kan holde det ud længere giver man fortabt og en ny gæst kommer til.

 

Her er et folkevognsrugbrød, der er lavet noget længere ved at sy skjorter i alle farver ind imellem for- og bagenden af bilen. Man må gerne gå ind i bilen.

Nu er vi meget mætte af indtryk, så vi køber lidt dampet fisk og krappefrikadeller i vores lokale marked under broen og går meget tidligt i seng.

I morgen er sidste dag her i NY. Den skal bruges til lidt indkøb og til at pakke.

Det bliver rart at komme hjem.