10. april - Street art og sejltur omkring Manhattan

 

Vi starter dagen med at tage tilbage til Meatpacking District, for at se på Street art.

Allerede på undergrundsstationen fanges vi dog af nogle små skulpturer, som ikke er "undergrund" på helt samme måde som Street art er det.

 

               

Det vrimler med disse små figurer på stationen ved 14. gade/8. avenue - men vi må op og kigge på den virkelige undergrundskunst.

 

Vi finder en del  på 13. gade tæt på det galleri vi sluttede i går.

Street art er ofte detaljerede tegninger opklæbet på steder, hvor man kun ser dem, hvis man kigger sig godt for - ofte gemt mellem en masse graffitti - men også andre små finurligheder - som f.eks. mosaikker der viser figurer fra gamle computerspil (se nederst til vestre) eller en grøn mand i et lyssignal, der har fået en ghettoblaster i hånden.

 

                                 

 

   

 

Vi har samlet et større udvalg af Street art her 

 

Herfra går vi sydpå ad Greenwich Street og kommer ind i et kvarter, som er lidt for pænt til at Street Art kommer der (eller får lov til at overleve).

 

Efter et stykke tid beslutter vi at gå videre ned til Canal Street, hvor verdens største butik med kunstartikler ligger - her vil Lisbeth gerne lige ind.

 

Canal Street ligger på grænsen mellem bydelene SOHO og TriBeCa og myldrer med små butikker og gadehandlere, der sælger alt fra "garanteret ægte" Rolex-ure til alle former for elektronik, smykker og tøj og alt andet hvad hjertet begærer eller ikke begærer.

 

Vi finder den butik vi leder efter – det er en stor hvidmalet bygning med rødmalede vinduesrammer. Vi skal op på 4 sal – men elevatoren er meget langsom, så vi vælger trapperne. Lisbeth køber en kunstbog.

 

 

 

Lidt længere fremme ad Canal Street kommer vi ind i China Town. Her udvides udvalget af butikker til også at omfatte en del grønt- og fiskehandlere med stort og spændende udvalg. Det virker også mere trygt end det første stykke.

 

 

 

Det er ved at være tid til frokost – så vi drejer til højre op i Little Italy for at finde et sted at spise – her bliver vi hurtigt indfanget af en meget ihærdig mand, som hele tiden tager fat i folk på gaden for at lokke dem ind i netop hans restaurant.

Han har flere gode borde udenfor i solen, så vi lader os lokke. Først serverer de frisk brød med hvidløgsolie, og får vi den dejligste kylling med aubergine og ost.

 

 

Nu nærmer tiden sig for den sejltur vi har planlagt at tage - en tre-timers tur hele vejen rundt om Manhattan.

Turen afgår fra enden af 42. gade - helt ude vestpå. Vi skynder os og når frem lige i tide til at få billetter og nogle gode pladser på den rigtige side af båden (venstre - som vender ind mod Manhattan).

 

Guiden fortæller meget levende og inspirerende undervejs.

 

Først sejler vi ud omkring Ellis Island, som er det sted størstedelen af alle immigranter til USA skulle igennem inden de blev lukket ind - og Frihedsgudinden, der markerer indsejlingen til New Yorks havn.

 

 

 

Herefter går turen op gennem East River (øst for Manhattan), under Brooklin bridge (den første af ialt 18 broer vi sejler under på turen).

 

 

 

Turen er utrolig spændende - og ved nordenden af øen - kun 13 miles (under 20 km) fra centrum, mærker man slet ikke at man er tæt på centrum af en af verdens største byer.

 

På turen er det bemærkelsesværdigt, hvordan gadesystemet i New York - med de lange lige gader fra kyst til kyst betyder at man regelmæssigt kommer forbi en åbning i den ellers kompakte række af huse.

(For de der ikke kender til systemet i New Yorks gader er der en lille forklaring - her).

 

 

Tilbage på land, beslutter vi, at det gode vejr egner sig fantastisk til et besøg på toppen af Rockefeller Center (Top of the Rock), hvor der skulle være den mest fantastiske udsigt over byen.

Som så ofte før - ikke langt fra tanke til handling. Nedenfor ses udsigten mod nord - over Central Park - med Hudson floden ude til venstre....

 

 

 

og herefter mod syd - med Empire State building i midten og Hudson floden ude til højre,