I dag går turen fra Key West og tilbage ad samme vej, som vi kom i går. Tilbage af perlerækken af øer op mod fastlandet.
Vi oplever hele scenariet i baglæns. Over en masse dæmninger og broer, turkist hav, folk der fisker, fiskeliner der er blevet fanget i telefontrådene og kæmpe skilte (der forsøger at lokke folk ind til siden). Her er vi på vej tilbage over Seven Mile Bridge.
Vi havde tænkt at holde ind på Big Pine Key, hvor man (hvis man er heldig) kan se Floridas truede "Key- hjort", men vi vælger at droppe det. Sandsynligheden er ikke særlig stor (og størst ved solopgang og solnedgang). Vi må hele tiden vælge. Det er umuligt at nå det hele.
Vi kører langsomt over øen, for her er hastighedsbegrænsning p.g.a. hjortene. Og tænk sig - vi ser den sødeste lille hjort - ikke mere en 50 cm høj, der græsser i rabatten. Hvor heldig kan man være?
Bestanden var på et tidspunkt nede på omkring 50 dyr, men er efter fredning nu oppe på ca. 800, som alle lever på denne ø - undtagen når en enkelt nysgerrig hjort finder på at svømme over til en af nabo-øerne.
Den ene mile går efter den anden og der går sport i at finde sjove postkasser.
I USA har man de karateristiske firkantede buttede postkasser, som står ud til vejen. Det er kendetegnende at mange amerikanerne virkelig gør noget ud af at skille sig ud fra mængden mht postkasser. Nogle postkasser er bemalede, andre besmykket med mosaik og andre igen er bygget sammen med betonskulpturer af delfiner, flamingoer eller søkøer.
Vi giver lige et eksempel på en sådan postkasse, selvom billedet er lidt uskarpt, da det er taget ud gennem forruden mens vi kører.
Flere af skulpturerne har fået nissetøj på. Det er herligt befriende, at her er så meget kitch.
Vi holder en kort strække ben pause ved det mest kitchede sted vi længe har set. Her er konkylier i alle afskygninger og pyntet til enhver lejlighed. Her er også masser af pynt til haven i glade farver.
Så er det tid til frokost og her holder vi ind ved en lille havn. Lokale går og ordner et gammet træskib, som vi synes ligner et gammelt sørøverskib
.
Herefter følger et langt stræk på en 15- 20 km, hvor man kan se sumpene til begge sider. Da vi kørte nedad var der hegn hele vejen. Det er der så ikke nu vi kører mod nord. På et tidspunkt ser vi et skilt, hvor der står: Pas på krydsende krokodiller. Adrenalinen pumper lige en gang rundt i kroppen. Hvad søren gør man hvis en krokodille pludselig krydser vejen?
Det er det gule advarselsskilt der advarer om: "crocodile crosing"
Da der så senere kommer et skilt med advarsel om krydsende pantere, så ved vi at vi snart er i Everglades Nationalpark.
Vi besøger Visitors Center for at få lidt ideer til hvad vi skal se. Rangeren fortæller at det bedste sted at se alligatorer er ved Anhinga Trail. Vi spørger hvor farlige de er. Vi får at vide at de skal nydes i behørig afstand men er ligeglade med mennesker, så længe de ikke generes. Det vil vi gøre vores yderste for ikke at gøre.
Indianerblikket og intuitionen slåes til og så starter den ca 1 km lange tur på grusstier og træbroer.
Man skal ikke gå tættere på dem end 5 meter. Hvis de hvæser og åbner munden er det et skidt tegn og på tide at komme væk.
Solen skinner og der er en helt speciel duft, der på grund af den høje luffugtighed forstærkes.
Det første ser vi en anhinga og en stor grå trane. Anhingaen (den fugl trailet er opkaldt efter) sidder med udbredte vinger, som om den er ved at tørre sine vinger. (Senere får vi at vide at den ikke har det vokslag, der holder fjerdragten tør, som andre fugle har og derfor "må sidde til tørre" af og til.)
Anhingaen kaldes også for pianofugl på grund af de sorte og hvide striber som ses på vingerne.
Tranen står helt stille.
I vandet ved siden af stien er der åkander med gule blomster.
Måske er her aligatorer nede i vandet ----- vi ved det ikke. Det kan være vi er heldige i dag. Et ægtepar kommer mod os og fortæller at de har set 3 aligatorer og at vi skal glæde os. Vi kigger opmærksomt for hvert skridt vi går og ser slet ikke den, der ligger i græsset lige under rækværket. Tiden står fuldstændig stille og vi holder vejret. Vi bakker forsigtigt og tager et par billeder og lister os forbi den.
På billedet med Jes ved rækværket ligger aligatoren lige efter det lille skilt- Man kan se at halen stikker ud under rækværket.
Så kommer vi ud på træbroen og her ligger der flere i vandet under os. De flyder dovent med øjnene og snuden lige over vandet. Nogle ligger på land. Det er en oplevelse der er helt ubeskrivelig.
Der er en storisk ro over dem, som smitter. Det her er deres habitat og vi er ydmyge gæster.
Turen byder på flere aligatorer, traner, anhgingaer der hænger til tørre, åkander og fisk nede i det klare vand. Så bliver en naturoplevelse ikke bedre.
Vi er enige om, at det nok er en af de bedste naturoplevelser vi har haft overhovedet.
Efter Anhinga Trail er det på tide at finde ly for natten.
Tæt på er der en campingplads og vi har mest lyst til at stoppe her og bruge stedet som base, men vi vælger at køre yderligere 1 times tid ned til Flamingo, som er det sydligste punkt på fastlandet Florida -- og stadig en del af Everglades Nationalpark.
Her er vildt mange myg, så vi kan desværre ikke sidde ude og lave mad på grillen. I stedet laver vi mad inde og får skrevet lidt dagbog.