Key Largo til Key West
6. december

Vi står tidlgt op for at nå Key West i god tid og opleve noget undervejs. Camperen er pakket og Lisbeth er klar med kort og kørselsvejledninger - så det er bare med at komme afsted.

 

 

The Keys ligger som perler på snor. Der er så mange øer med navne som Lime Key, Long Key,  Valhalla Key og så videre - der er endda en der hedder: "No name Key". Vi tænker, at de nok er løbet tør for navne.

Der går en lang landevej over øer, broer og dæmninger hele vejen ud til Key West - det er ca. 100 miles (160 km) fra på Key Largo. Kortet er en dækkeserviet fra restauranten, hvor vi spiste i forgårs.

 

 

Vi stopper ved en bro. Her går vi ned til havet, som er helt turksit. Der står nogle og fisker - det gør der næsten overalt hernede. Der ligger en masse klippestykker langs kysten - men ved nærmere eftersyn ved vi godt at det er forstenet koralrev. Alle Key-øerne er dannet af gammel korelrev. Det er lidt mærkeligt at tænke sig at det land vi går på er koralrev hvor jorden/mulden lavet af formuldet bladmateriale.

 

 

Så er det tid til at proviantere. Vigtigst vand. Man kan godt drikke vandet de fleste steder her, men det smager af klor, så vi holder os til flaskevand.

 

Den længste bro er "Seven-mile brigde". En bro på 11 km. Langs broen ligger en gammel jernbanebro. Den er fra 1902 og blev bygget om i 30' erne til også at kunne tage biler. Under en orkan i 1958 blev den så ødelagt, at den ikke stod til at redde. Nu er den sikret så meget at den kan bruges til vandreture og som fiskemole - de loakle kalder den "verdens længste fiskemole". Der er dog huller i den af og til, så man kan ikke gå hele vejen over. Det er sjovt at gå på broen. Det er ikke så ofte man får lov til at gå på en bro helt uden biler. Billedet til højre er fra et postkort - broen til højre er den gamle bro, som nu ikke bruges til trafik mere.

 

 

    

 

På Pine Key er der en Nationalpark. Her må vi ind.

Først går vi på et trail, der minder om Botanisk have i København. Der er skilte ved mange af træerne og vi lærer en masse. Feks, at det træ med de røde blade hedder en Seagrape og at der er et træ der har æbler, som smager af lakrids. Sådan et træ vil vi gerne have i vores have. Her er også en masse flotte blomster. Vi ser også en eremitkrebs, som ikke har kunne finde en forladt konkylie at tage i besiddelse (måske fordi folk samler dem og tager dem med hjem) - til gengæld har den fundet noget andet at bo i, som folk ikke har gidet tage med hjem.

 

  

 

 

Vi ender nede ved havet ogJes får dyppet tæerne i den Mexicanske Golf.

 

 

I den anden ende af Nationalparken er der flere stier. En lille sti som hedder Butterfly-trail, er nok lille men meget mættet med indtryk. Her dufter helt fantastisk- som når man går i en dansk fyrreskov en varm sommerdag bare helt fremmed. En æterisk duft vi slet ikke kender.

Først ser vi ingen sommerfugle, men de dukker op lidt efter lidt. En lille meget sjælden blå sommerfugl på bare 1 cm som kun findes her omkring. Den er specielt tiltrukket af en lille lilla blomst. Der er også en rød en med sorte prikker og en sort og gul- og hvid- stribet en som hedder en zebrasommerfugl.

 

  

 

 

Mens vi går og kikker efter sommerfugle, ser vi pludselig 2 leguaner. De er 1, 5 meter fra hoved til hale og sidder helt stille inde i krattet. Vi kan gå helt tæt på dem og fortografere. De er ligeglade, skønt de ser lidt sure og barske ud. Men det er jo sådan de ser ud.

 

    

 

Ved 14 tiden ankommer vi til vores Campingplads på Sugarloaf Key. Der går busser regelmæssigt fra campingpladsen ned til Key West, så vi tager den klokken 15. Vi vil helst ikke tage autocamperen med derned - dels fordi den nok er svær at finde en parkeringsplads til - og dels fordi vi regner med at spise ude med vin til - og så er det med at køre bil jo ikke så praktisk.

 

Efter en times kørsel med en bus fyldt med lokale kommer vi til Key West. Det er godt nok den mest specielle by vi længe har oplevet.

 

Vi har 1½ time til et bliver mørkt, så vi nøjes med at se Hemmingways hus udefra. Hemmingway boede her i byen i 10 år og skrev bla Farvel til våbnene, mens han boede her.

 

 

 

I stedet går vi gennem byen og beundrer de meget specielle huse - langt de fleste af husene er af træ og malet i lyse farver og med spændende udsmykninger - stemningen i byen er også helt speciel. Det kan ikke rigtigt ses på billedet til højre - men julepynten hænger side om side med bananer i bananpalmen.

 

    

 

I udsmykningen indgår også træfigurer i haverne og mange andre spændende ting.

 

 

Vi går ned til øens sydligste punkt, som også er det sydligste punkt i USA (d.v.s. bortset fra de tidligere Dansk Vestindiske øer). Der er mange der bruger det med at være det sydligste i deres markedsføring - vi ser den sydligste restaurant, det sydligste skiltemalerfirma, det sydligste motel, den sydligste møbelforretning og ikke mindre end to sydligste hoteller....

Her på øens sydligste punkt er der kun 90 miles til Cuba- ca 145 km og det er jo ikke langt.

 

 

Så går vi op genenm Duval Street, som er hovedgaden for turisme og natteliv. - Taxaerne er malet pink og flamingoerne har fået nissehue på. Ellers sælges næsten alt i de mange små butikker langs gaden. Jes får købt cigarer til nytårsaften - de laves lokalt af eksilcubanere - så det er jo næsten det tætteste man kan komme på rigtige havanesere. 

 

         

 

 

 

Næsten oppe i nordenden af byen, slår vi lige et smut ind på Sloopy Joe's (Hemmingways stamværtshus) og får os et par øl med Conch Frits (friturestegt  konkylie).

 

 

Herefter er vi tæt på solnedgang - og vi må op på "Mallory square" på øens nordside, hvor der er tradition for at mange folk samles ved solnedgang - der er sunset-cruises og mange gøglere der underholder og forskellige andre der faldbyder diverse former for hjemmelavet  brugskunst.

Noget af det mest besynderlige vi ser, er en mand (klædt ud som sørøver) der sidder på en omvendt plastic-spand og holder to palmegrene foran sig, så de skjuler ham - når der så kommer nogen forbi, holder han grenene ud til siden og råber BØH. (Billedet blev desværre ikke godt).

 

  

 

  

 

Vi nyder stemningen her et stykke tid inden vi går tilbage til Duval Street, hvor vi har udset os en restaurant, der ser god ud. En af de få med hvide duge på bordene - og vi bliver ikke skuffede. Vi sidder oppe på varandaen. Lisbeth får en hel stegt Yellowtail Snapper og Jes får Blackened Tuna (et stykke tun, der er stegt så ydersiden er brun, men den stadig er rå indeni).