Knoxville - Orlando
1. December

Lørdag morgen er vi knap kommet ned til morgenmaden før snakken igen går. Vi fortæller at i landsbyen hjemme er der mange stråtækte huse. Hvornår må man modernisere uden at spørge om lov? spørger Chris, der selv har et gammelt hus fra ca 1900.

Vores naboers i Danmark hus er fra 1650-erne og de skulle ikke spørge nogen - fordi det ikke er udnævnt til at være bevaringsværdigt/fredet. Der er slet ingen huse der er så gamle her i USA og alt over 100 år næsten "historical" 

 

På nettet leder vi efter information om Ertebøllekulturen, stendysser og jættestuer. Tæt på vores  sommerhus er der en køkkenmødding med muslingeskaller fra før vi blev jordbrugere. Hvornår var det lige det var? Vi har lidt mere historie at hitte rede i end dem.

 

 Vi tager afsted til lufthavnen og tager afsked med familien. Det var hyggeligt at møde dem alle.

 

Lufthavnen i Knoxville er pyntet op til jul - og som noget helt specielt (kkke kun til jul) er der mullighed for at tage sig en slapper i en gyngestol.

 

 

Fra Knoxville flyver vi til Charlotte (North Carolina), hvor vi skal vente en times tid inden vores fly går til Orlando.
Der er mange familier med børn i køen til flyveren - en lille pige bekendtgør højt, at hun kun tager til Orlando for at møde Mickey Mouse. Orlando er fyldt med underholdningsparker - udover Disneyworld er der Universial Studios, Sea-World og mange andre.

Da vi venter på bagagen i Orlando er det også bemærkelsesværdigt, at der udover alle de normale sorte, blå og brune kufferter er så mange med glade farver og mønstre, der helt skkert tilhører de forventningsfulde børn.

Vi fanger en taxa udenfor lufthavnen og beder ham om at blive kørt til 1595 North Orange Blossom Trail - hvor vi skal hente camperen. Der er kun godt ½ time til lukketid, men det skulle vi lige kunne nå. - Da vi kommer frem kan vi slet ikke finde stedet, hvor vi skal hente den - så vi ringer. UPS - det er faktisk i en anden by - en lille forstad til Orlando, som hedder Kissemmee -  det vil tage ca 40-45 minutter at køre derhen...vil der være nogen der, når vi kommer frem? Eller må vi på hotel indtil på mandag? (udlejningsfirmaet har lukket om søndagen).

De venter heldigvis på os - så vi får udleveret camperen og så er det tid til at få købt lidt mad og et kort at køre efter....så vi kan finde en campingplads.

Thomas har heldigvis tegnet et kort til os hjemmefra, så vi kan finde vej i det store USA. Det kører vi efter og snart finder vi et sted, hvor vi kan købe ind.

Det er ved at være mørkt - og inden vi er klar til at køre fra supermarkedet er det helt mørkt. En mand kommer og spørger interesseret til hvad det koster at leje sådan en bil - og han fortæller os vejen til en campingplads.

Vi er fremme ved 18.30-tiden og så er det tid til lidt mad, udpakning og så på hovedet i seng.