Knoxville - Tennessee
30. November

Vi aftalte at vi hellere måtte stå tidligt op for at få noget ud af dagen, så kl 8 står vi alle i køkkenet og hjælper hinanden med at sætte noget på bordet.

Vi lærer at lave spejlæg på en ny måde. Når hviden er stivnet vendes spejlægget og steges videre. Det gør at blommen bliver indbagt og er helt dækket af hvide på begge sider. Spejlægget er helt hvidt udenpå med den gule flydende blomme indeni.

Ellers minder morgenmaden om vores hjemme. Grovbrød, frugt, nødder, musli, All Bran, mælk, kaffe og te..

Allerde fra morgenstunden går snakken. Vi spørger og fortæller om hinandens lande, arbejde,  traditioner, historie og politik.

Vi blev enige i går om at tage en lille udflugt til enten Smoky Mouintains (en nationalpark i en kæmpe bjergkæde) eller Dollyworld. Sidstnævnte er en funPark lavet af Dolly Parton, med alt hvad hjertet kan begære af countrymusik, shows, rutchebaner og tøsede universer af lyserødt og glimmer. Dolly Parton kommer fra Smoky Mouintains. De to ting ligger meget tæt på hinanden ca 1 times kørsel fra Knoxville.

Vi vælger Nationalparken.

Vi kan alle være i Joes bil som er en lille bus med plads til 6. Snakken går videre i bilen mens vi flyver hen over mortorvejene i fuld fart. Trafikken løber fint og snart er motorvejen 3-sporet snart 5-sporet.

Lige inden vi kommer op i bjergene dukker der pludselig en masse bebyggelse op på begge sider af vejen. Vi kommer til at grine og peger vildt ind til højre. Se der er et hus der vender på hovedet. Vi får at vide, at på dette strøg på flere kilometer ligger alle mulige former for museer, amusementparker, dansesteder, cafeer mm. For at få folks opmærksomhed har man som i Las Vegas virkelig brugt mange penge og masser af fantasi. Huset som vender upside down er et eksperimentarium.

Det giver også god mening for dem, der gerne vil tjene penge på de besøgende her i Smokey Mointains. Der kommer 10 millioner besøgende om året.

Vi stopper kun for at købe lidt vand på en tankstation og snart er vi på vej op i bjergene. Man kan fornemme at her er meget frodigt. Her er en masse træer men alt ser lidt kedeligt ud nu alle bladene er faldet af træerne. Sommer og efterår (med løvfald) er højsæson, så lige nu, er her ikke ret mange mennesker.

På vejen kører vi rundt om Gatlinburg (mere om den senere) - vi gør holdt på en rasteplads med udsogt over byen.

I Visitors Center kan vi se et 3d landskab af området og med Rangernes hjælp får vi anbefalet en 11/2 times køretur op i bjergene, der ender på et flot udsigtspunkt.

Først ser vi lige en flot udstilling i et minimuseum, hvor natianalparkens dyr og planter er udstillet. Den sorte bjørn, kobberslangen (som det gør meget ondt at bliv bidt - dog ufarligt) skildpadder, orkideer, oddere, dovendyr, sjove svampe osv.

Joe fortæller at han og Barbara en dag var på vandretur heroppe og pludselig så de en klapperslange. Barbara var rædselsslgen, men Joe fik et billede af den.

Udstillingen omfatter også forskellige andre ting - f.eks. originale hjememlavede musikinstrumenter fra nybyggertiden. Denne violin var mest velegnet til at spille til squaredance.

Turen op i bjergene er stejl og vi får propper i ørerne. Der er lidt små snedriver øverst oppe og selvfølgelig koldere, men luften er frisk og helsegivende. Udsigten er helt fantastisk. Vi ser bjerge i mange lag bag ved hinanden og de bliver lysere og lysere blå jo længere de er væk. Bjergene hedder Smoky Mouintains eller bare "Smokies" pga bjergenes tågende udseende, som især ses om sommeren, hvor der er fugtig varme og mange vanddamptåger.

Vi opdager også at grænsen mellem Tennessee og North Carolia går heroppe i lidt over 1.500 meters højde, så vi smutter lige en tur over i North Carolina.

Nu går turen ned igen og vi kører omkring Gatlingburg, som Chris så gerne vil besøge igen. Han var her som barn. I dag er det en by der også har en masse boder og steder at besøge - lidt ligesom på Bakken. Her er skrækhuse, vokskabinetter, hurlumhejhuse og meget mere.

Chris stiler mod et whisky-destelleri der laver en whisky, der hedder Moonshine. Her får vi gratis smagsprøve og nogle køber med hjem (billedet er sløret på grund af lyset - ikke fordi de (fra venstre Phil, Jes og Joe) har fået for mange smagsprøver).

Fra barndommen kan Chris huske en slikbutik der laver en bestemt slags Fugde. Her stikker vi også hovedet ind og ser den røde slikmaskine, der kan pakke de små aflange slikstykker ind i hvidt papir. Og det hele ligner sig selv.

Vi får også frokost på et af de bedre fast food steder. Den hedder T. J. Friday. Lisbeth får laks med stegte squash - mændene får en steak og der er alt det vi kan drikke af vand, the eller sodavand.

På vejen hjem kører vi ind for at besøge Kay, som Joe blev gift med sidste år. Hun har fået foretaget en knæoperation, så hun ligger på et genoptræningscenter lige uden for Knoxville. Hun er ved godt mod og kommer hjem på søndag.

Joe og Kay mødte hinanden i en pensionistklub i Knoxville. En ven af Joe tog ham med i klubben og fortalte, at der var en sød kvinde, han skulle møde. Vi syntes også hun var alle tiders. Det var godt de mødte hinanden - Kay er en energisk og glad kvinde - som lader til at have fundet sig godt tilrette i Joe's familie.

Kay flyttede til  Knoxville efter katatrofen i New Orleans i 2005 efter orkanen Kathrina. Hun havde et hus som blev totalt oversvømmet, så hun ikke kunne bo der. Nu er huset blevet færdigrestaureret på forsikringens regning og hun har heldigvis fået det solgt. Dejligt, dels fordi hun er flyttet ind hos Joe efter de er blever gift og dels fordi det ikke er nemt at sælge huse i New Orleans. Forsikringspriserne er himmelhøje.

Da vi kommer hjem er det tid til lidt aftensmad. Vi har jo næsten lige været på restaurant, så vi bestemmer os for ikke at tage på kinesisk restaurant i aften som planlagt. I stedet henter Chris og Phillip lidt småretter på den kinesiske som suppleres med bla kiks og ost fra køleskabet.