Dag 4 Memphis


1. oktober - Memphis

Efter en dejlig morgenmad er der afgang til Memphis midtby, hvor vi skal besøge det legendariske Peabody Hotel.

Her sker der hver dag noget meget usædvanligt. En ansat har det meget ærefulde hverv at følge en andefamilie, der bor oppe på taget ind i elevatoren og ned i forhallen, hvor der er et springvand de skal svømme rundt i hele dagen. Den ansatte har en flot rød uniform på og har den ærefulde titel af "Duckmaster" (Ande(ceriomoni)mester).

Det sker hver dag klokken 11 og da vi ankommer lidt i 11 er der allerede masser af mennesker til stede for at overvære ceremonien. Duckmasteren fortæller lidt om traditionen. Som vi forstår det var der en som ville lave sjov og lukkede en flok ænder ind i hotellets forhal. Han troede jo selvfølgelig at ænderne havde lavet ravage i løbet af natten, men da alle på hotellet vågnede op til en ny dag, svømmede ænderne stille og roligt rundt i det store springvand. En joke blev til en ny ide. Hvad hvis man havde en andefamilie til at bo oppe på tagterrassen på 9. Etage og så lærte ænderne at følge ceremonimesteren hver dag ind i elevatoren og ud igen for at gå på den røde løber hen til deres daglige svømmetur i fontænen.


Det er ikke nemt at få billeder for i løbet af få sekunder er andefamilien fulgt af nogle børn og andemesteren ude af elevatoren og henne ved det tillokkende vand. Snart svømmer ænderne glade rundt med stor opmærksomhed fra alle gæsterne - specielt børnene som får lov at blive fotograferet sammen med andemesteren.

Inde i lobbyen er der selvfølgelig også en lille shop hvor man kan købe souvenirs. Her er der ænder i alle afskygninger, tøjænder, ænder af glas, ænder som sutsko og selvfølgelig en Elvis-and.

Nu går turen til tagetagen hvor ænderne bor. Her er en fantastisk udsigt ned over Missippi floden. Den er godt nok bred. I morgen tager vi ned for at studere den på tæt hold.

Efter the Peabody Hotel tager vi hen på det lokale marked. Her er der friske varer fra gårde og små virksomheder i nærheden.

Der er også lokale kunsthåndværkere der sælger bl.a. keramik og patchwork.

Vi køber gedeost, brød, tomater og rucola til aftensmaden. Her skal vi lave sandwichens til picnic i Parken, hvor vi skal høre live musik. Der er også en bod med hjemmelavede hundekiks. Det har vi ikke set før. Sådan en pose købes også lige med hjem til de to hunde Pipsqueek og Spiky.


Nu er vi blevet sultne og turen går til endnu en legendarisk lokation. The Arcade - en cafe som i en menneskealder har tiltrukket sultne gæster, kendte som ukendte, der trængte til et godt måltid mad. Det var bl.a. her Elvis fik sin kendte sandwich med peanutbutter og banan.

På Vægge og i vindueskarmene er der billeder af alle de berømte mennesker der har været der i tidens løb.

Er blevet kåret til bedste morgenmadsrestaurant i Memphis mange gange. Senest i 2014.


Efter frokost er der tid til et museumsbesøg. Her er mange museer, men vi vælger Civil Rights Museum. Borgerrettighedsmuseet.

Museet fortæller afroamerikanerens historie fra slavehandlen til kampen for at opnå lige rettigheder i et samfund i 1960'erne hvor sorte og hvide var adskilte. Sorte skulle sidde bag i bussen og gå i separate skoler.

Det er også her Marthin Luther King blev skudt en morgen i 1965, hvor han gik ud på altangangen direkte fra sit motelværelse. Motellet han boede på har kun facaden og den skæbnesvangre altangang tilbage. Resten er revet ned og bygget om til Museum, der huser den store udstilling.


Hjemme laves en storproduktion af sandwiches. Det bliver en nyudviklet sandwich, som er en blanding af Chris favorit (et tyndt lag mayonnaise, et tyndt lag sennep, salatblade, ost og tyndtskåret kalkun) og Mabelles (et lag pesto, rucolasalat og tomat).


I løbet af dagen har vi selvfølgelig også fulgt valgkampen i morgen-tv og hørt lidt mere om det hele fra Chris.


Lidt om det amerikanske valgsystem, som Chris fortalt os om. Der er to fløje de blå og de røde. Hillary og Trump. Farverne er de omvendte af derhjemme. Her er de blå de venstreorienterede (Hillary) og de røde de højreorienterede (Trump)


Nogle stater er ligesom Tennesee røde og dermed Trumptilhængere. Selvom mange veluddannede i byerne stemmer på Hillary Clinton er der mange flere på landet, så Chris regner med at det er Trump der vinder her i Tennesee.

Der er nemlig sådan at det ikke er den den kandidat, der får flest stemmer talt i hele USA der vinder. Men hver stat afgøres for sig, og den kandidat der får flest stemmer i den enkelte stat vinder alle statens stemmer. Hver stat har så et antal stemmer, der svarer til dens indbyggertal. Således at det giver mere at vinde en af de store starter end en af de små. F.eks. giver Tennessee 11 stemmer og de går nok til Trump, mens Californien giver 55 stemmer, som sikkert går til Hillary.


Her er en god hjemmeside, der laver en samlet statistik baseret på meningsmålinger fra begge lejre, så den skulle være neutral.

projects.fivethirtyeight.com/2016-election-forecast/?ex_cid=rrpromo


Om aftenen tager vi sandwiches. øl og vin med til en gratis koncert i den lokale park. Chris og Mabels naboer kommer også med. Vi er der på slaget 19, hvor koncerten starter og plænen er allerede fyldt med festglade mennesker. Det er en gruppe, der hedder Hotel Mirrors, der spiller rock- country. Der er gang i Memphis i aften.