Dag 2 - New York til Nashville



29. september: New York til Nashville

Vi vågner ved 5-tiden og gør os hurtigt klar til at tage med den lille shuttlebus som kører hver halve time hen til lufthavnen. Det tager kun 10 min, så vi har god tid til at få morgenmad og komme gennem Security. Det sidste tager 3 kvarter, men tiden går hurtigt for vi står i første parket til at se en narkohund og dens fører i arbejde. Den snuser til alle os der står i kø. Snart kommer turen også til os. Der er ingen der bliver snuppet.

Vi lægger mærke til at der står Ipads ved alle pladserne i de fleste restauranter. Det er sikkert en god ide for den som er alene - man kan se nyheder og så videre - men vi synes det må virke voldsomt generende, hvis man er flere og gerne vil snakke sammen.

Flyveturen til Atlanta tager et par timer. Vi skal hente camperen et godt stykke vej fra lufthavnen, og der er ikke rigtig nogen offentlige transportmidler, der går den vej. Så vi bliver enige om at tage en taxa (pris 100 dollars). Chauføren er heldig - ligesom vi ankommer, står et hold som lige har afleveret deres camper og skal bruge en taxa tilbage til lufthavnen.


Vi er tidligt på den, så mens vi venter på at camperen skal blive klar, kigger vi os lidt omkring. De sælger også autocampere og campingvogne på stedet - og de har nogle meget specielle vogne, hvor der skal foldes 2 kviste ud når man skal bo i vognen. Vi er lidt usikre på hvor smart det egentlig er, men det er i hvert fald noget man lægger mærke til.

 

Endelig er vores camper klar - der er ret mange buler og ridser udvendig - og indvendig er den også godt ramponeret. Den er i meget dårligere stand end vi tidligere har oplevet, så vi er en smule skuffede - men mon ikke ferien bliver rigtig god alligevel.

Så af sted ud på vejen og nordpå mod Nashville - det er nok det længste stræk på hele ferien. Vi holder hurtigt ind ved et supemarked og får købt ind til lidt frokost og får fyldt køleskabet op inden vi fortsætter.

Vi har fravalgt motorvejen og kører i stedet af en meget smuk landevej, som fører os igennem skove og bjerge med dejlig udsigt - så vi rigtig kan nyde turen.

Selvom vi kun er sidst i september ser vi allerede flere steder, hvor der er pyntet op til Halloween (som er sidst i oktober). Det er næsten ligesom julepynten derhjemme.

Vi er fremme på campingpladsen i Nashville kl 18. Vi orker næsten ikke at lave mad og pakke ud, men det må jo til. Oppe siden kl 5 og buldrende veje og masser af trafik i 6 timer.


Men nu falder vi ned i skoene og er ved at føle os hjemme i camperen, der skal være vore hjem de næste 3 uger.




Videre til Nashville til Memphis

Tilbage til dag 1

Tilbage til forsiden