3. oktober Memphis - Clarksdale


3. oktober: Memphis til Clarksdale

Vi har en dejlig formiddag på Graceland, hvor vi også åbner vores pop-up udstilling med portrætter af Elvis. Det er spændende at vise elevernes værker frem og fortælle om Kunstskolen. Vi har bl.a. besøg af en belgier på motorcykeltur på en Harley Davidson og en svenskamerikaner med sin datter. De er meget benovede over Elvisudstillingen, som hænger på låger og døre i vores camper.


Vi har fået instrukser fra Lisbeths elever om at tage en masse billeder på Graceland, så vi sætter formiddagen af til besøget. Det er et meget stort sted. Vi skal med bus fra P-pladsen ovre på den anden side af hovedvejen.

Selve huset Graceland ligner virkelig godt Memphis Mansion i Randers udefra, men så ophører al lighed også. Inde i huset får vi en rundvisning i stuer, køkken og opholdsrum, som Elvis boede i. Det er meget eksklusivt indrettet, må vi sige.


Udenfor er der hestefold, hvor der går heste, en garage som Elvis indrettede til slyngelstue til hygge med vennerne og en smuk mindelund med gravstederne - også det lille gravsted for Elvis' tvillingebror, der døde som spæd. Vi ser folk lægge blomster og små bamser på Elvis' gravsted.

På den anden side af vejen er der et museum, hvor alle hans biler og motorcykler er udstillet. Også hans pink og lilla Cadillac.

Hans to fly er også udstillet, og man kan komme ind i dem. Vi har taget en masse billeder, så der er til et helt slideshow, som selvfølgelig skal vises til eleverne.


Over middag kører vi 200 km ned ad blues-ruten langs Mississippi-floden fra Memphis til Clarksdale. Her er en masse små byer, hvor man kan høre live musik og især bluesmusik.


Det var afroamerikanerne der opfandt bluesmusikken, da de som slaver arbejdede i bomuldsmarkerne bl.a. her langs Misssissipifloden. Denne sørgmodige og inderlige klang som er så typisk for blues.


Vi kører langs den ene bomuldsmark efter den anden. De er ved at høste (med store maskiner) og vi ser kæmpe bigballer med bomuld. Jorden her langs Mississippifloden er speciel frugtbar og giver en høj kvalitet af bomuld.


Ved middagstid ankommer vi til Clarksdale i Mississippi. En af de mange byer langs floden, der har masser af små spillesteder, hvor der spilles blues.


I et vejkryds lige udenfor Clarksdale står en skulptur med 3 el-guitarer og påskriften "Crossroads".

Ifølge legenden var det her musikeren Robert Johnson solgte sin sjæl til Djævelen for evnen til at kunne spille blues. Vi snakker om, om det er det samme Crossroads, som Eric Clapton synger om.



Vi besøger to museer i Clarksdale, hvor man kan lære en masse om musikhistorien.

Området omkring Memphis kalder de stedet hvor Rock and Roll blev født. Da musikere begyndte at blande de to musik-stilarter blues- og countrymusik opstod noget helt nyt. Der er mange flere stilarter end vi troede - bla Mississippi-delta-blues.


Det er spændende at se musikinstrumenterne (lige fra hjemmebyggede banjoer til guitarer, der har tilhørt de store navne) den tids tøj og ting (bl.a. fonografen - forløberen for grammofonen)


Ved 18- tiden kommer Chris, Mabel og Melanie. De har kørt den 1 1/2 time lange vej fra Memphis for at være sammen med os i aften. De har lejet en hytte et meget spændende sted lidt udenfor byen og vi har fået lov til at parkere camperen gratis ved siden af hytte.


Nogle af hytterne er meget specielle. Det er gamle siloer af blik.


Vi spiser i laden, der hører til stedet. Her er restaurant og spillested. Senere hører vi live blues-rock, så taget i den gamle lade er ved at lette. Den gamle lade er propfuld af ting fra 50'erne og før. Det giver en helt speciel stemning.


På vej tilbage til hytten ser vi en Armadillo (et bæltedyr), som vi desværre ikke når at få et billede af.