0427 ARAS og nyt kamera

ARAS og nyt kamera

27. april 2015

Vi har besluttet os for at købe et nyt fotografiapparat herovre. Det digitale spejlrefleks-kamera vi har, er alt for tungt. Selvom vi har det med hver gang vi er ude at rejse, får vi det brugt for lidt. Det ender næsten altid med at det er vores små pocketkameraer vi tager med.


Første punkt,er at finde et sted hvor vi kan se kameraerne og få noget at vide om dem af professionelle folk. Der sælges kameraer i mange shops men det er vi ikke helt trygge ved.

Vi finder en B og H i 9. Avenue og mellem 33. og 34. Gade. Det er jøder, der har butikken der er kæmpestor og i to etager. På vej op til 2. Sal står vi og se på 3D-­ printere, der er i gang med at printe små ting i plast. Sådan en var god at have til at lave modeller til smykker med. De koster den nette sum af ca 20.000 kr, så det springer vi over.

På 2. Sal er der stande med alle de kendte mærker og 2 eksperter med kalotter og slangekrøller ved hver stand til at forklare om de forskellige kameraer. Vi har fået et Samsung NX30 anbefalet og starter med at få det demonstreret. Så får vi yderligere 2 andre mærker demonstret ved andre stande, men bestemmer os for det første. Til andre der også tænker på at købe kamera i New York - vi sparede et par tusind kroner.


En tidlig Frokost nydes på et lille torv/ en meget lille park. Vejret er dejligt og blomster og træer er i fuldt flor.

Herefter tager Lisbeth til ARAS i 39. Gade, hvor eftermiddagen bruges på studier. Et skønt sted at være med så meget faglig speciallitteratur og billeder i arkivet om arketypiske symboler og rigtig god hjælp at hente fra personalet,.Jeg får lige to gode adresser til spændende udstillinger bla Rubin Museum på 150 West 17th Street  hvor der udstilles masker og George Adams Gallery 525 West 26th  Street.

Om aftenen går vi på opdagelse i det Italienske kvarter little Italy, hvor vi finder et sted hvor der sidder nogle lokale og drikker et glas vin udenfor. Når de lokale kan lide vinen og stedet, så må det være godt.

Indenfor er der fint fyldt op. Her er en helgen på bagvæggen, røvballegardiner og draperinger der giver associationer til vasketøj der hænger ned fra tørresnorene i Italien og baggården med Lady og vagabonden. Måske også fordi det par der sidder bag os får pasta og verdens største kødboller placeret i en skål på midten af bordet.


Vi vælger en treretters og opdager at det i traditionel italiensk stil er 1 forret, en pastaret og en hovedret. Og retterne er så store at man kan blive mæt bare af en af dem. På billedet er vi igang med pastaretten.


Man får rigeligt med pasta, cremet tomatsauce, varm ost på toppen, oliven og veltillavet kød i forskellige variationer. Det vi ikke spiser kommer med hjem i en doggybag. så er der til frokost næste dag.

På vejen hjem falder vi over en lille efterlyning, som vi ikke kan lade være med at tage et billede af. Lygtepæle og alt muligt andet i New York er overklistret med så sedler - mange er temmelig intetsigende, men nogle har spændende og/eller morsomme budskaber.


Lidt senere oplever vi et helt fantastisk lys - hvor solen som er ved at gå ned lyser på de mørke skyer og bygningerne langs Houston Street.