Fra Big Island til Oahu.
22. januar

 

Vi står tidligt op for at pakke det sidste og så på vej til lufthavnen. Der er kun 45 min kørsel til HILO lufthavn, så vi er der i god tid til flyet klokken 8. Flyveturen i et mindre fly går fint og vi har klart vejr. Under indlflyvningen til Honolulu kan vi se byen og stranden - Waikiki Beach. Stranden er helt tom for mennesker, for klokken er kun 9. udslukt vulkankrater, som er byens vartegn. Billedet er desværre lidt dårligt, da flyselskabet har glemt at pudse vinduer inden turen.

 

 

Vi lejer en bil og så kører vi til Premium Outlet. Det ligger 15 min kørsel fra lufthavnen. Fordi Lisbeth er medlem, får vi et kuponhæfte, der giver yderlige rabatter i forretningerne ud over de store rabatter der allerede er. 

Premium Outlets ligger spredt ud i store dele af USA og alle kan blive medlem. Tjek www.Premiumoutlet.com, hvis I lige skal til USA. Vi køber lidt tøj og en Samsonite rygsæk til Jes.

 

Frokosten får vi på en koreansk grill lige overfor outlettet. Det er forbavsende godt fastfood. Fantastisk alternativ til McDonald’s eller Kentucky Fried Chicken, som vi også kunne have valgt. Tynde skiver af marineret grillet mørt kød, ris og råstegte grøntsager. Bare vi havde sådanne steder i Danmark.

 

Vi kan tjekke ind på hotellet kl. 14 og med hjælp fra fru Nielsen (som vi har døbt vores hjælpsomme kvinde i GPS'en) finder vi hurtigt hotellet: Aqua Aloha Surf.

Der er kun en 1/2 times kørsel ind til centrum af Honolulu. Nu virker det nok som om byen er meget lille med de korte afstande, men her bor faktisk 800.000 mennesker i Honolulu. Vi er bare heldige at lufthavn og outlet er så tæt på centrum.

 

Da vi har checket ind går vi en tur ned til stranden Waikiki Beach. Her slikkes solskin, bades og surfes til den helt store guldmedalje. Men selvom stranden ligger lige midt i byen og der er mange hoteller, så virker den faktisk ikke overfyldt – og stemningen er dejlig afslappet.

 

    

 

En far er ved at lære sin lille søn at surfe - vi hygger os med at følge hvordan drengen slås med det store brædt.

 

 

Vi følger også en anden far, som har sin lille datter - næppe mere end 4 år med på surfbrædtet. Det er naturligvis helt inde ved stranden - og pigen er iført en badering. Oplevelsen af hvordan hun nyder den fart brædtet får på i bølgerne er helt fantastisk.

Udover solbadere og surfere er byen også fyldt med brudepar - vi ser vores første par her (men der kommer mange flere i de kommende dage).

På vej tilbage fra stranden kommer vi forbi kongens Farmers Market - her holdes marked onsdag, fredag og lørdag - hvor der sælges lokale landbrugsprodukter (frugt, grøntsager, sukkerrørsjuice, honning m.v.) og også en del turist-varer.

Da det er ved at være spisetid fanges vores opmærksomhed af et show med hula-piger og mænd der jonglerer med ild (gamle Hawaiianske traditioner) - og en menu med "alt hvad man kan spise" for $ 19.95 (100 kr). Vi tænker at maden nok ikke er noget at råbe hurra for til den pris - men underholdningen ser spændende ud - så vi hopper på den.

Maden er faktisk overraskende god - der er sushi, grillede skaldyr og fisk, grillet kød og tilbehør i en uendelighed - og så kommer der ovenikøbet ½ hummer pr person oveni UHM. Det var gratis i dag.