Vi kører videre til City of Refuge. Det er et gammelt helligt sted, hvor den oprindelige befolkning kom hvis de have forbrudt sig mod loven eller havde tabt i krig og var blevet vanæret. Ved at komme her, kunne de blive helet og resocialiseret, så de kunne vende tilbage til samfundet.
Man var lovløs indtil man nåede stedet og alle kunne slå en ihjel. Det var guden der gav en livet i gruppen tilbage. Det var nok bare at nå til stedet for så igen at vende hjem.

Vi ser et skilt hvor der står, at dette er et helligt sted og at gæsterne opfordres til hverken at spise sin madpakke, ryge eller solbade i området.
Træskulpturerne og hytterne er rekonstruktioner. Her er også kopier af de oprindelige kanoer, bastskørter og fiskeruser.

Som billederne viser er her helt fantastisk. Her er en renhed og skønhed som er helt unik.
Det var godt fængselsbamsen er med, for nu kan den starte et nyt liv. Det er den glad for. Den er også træt af at hedde fængselsbamsen, så nu hedder den Al.

Nu går turen til den grønne strand. Vi har hørt, at der er en strand med grønt sand. Den må vi se.
Det er en afstikker fra hovedvejen på ca 20 km ned mod kysten. Hu hu Hej hvor det går ned ad en næsten lige lang landevej gennem grønt frugtbart land.
Vi når til en meget stejl klippe og udsigten er helt fantastisk. Men hvor er den grønne strand?
Det viser sig, at vi nu er på det sydligste punkt på Hawaii - som samtidig er det sydligste punkt i de 50 amerikanske stater. (Key West, er det sydligste punkt på det amerikanske fastland - og det sydligste punkt i USA ligger på Sct Croix...men de tidligere dansk vestinfdiske øer ikke er en stat...så de 3 steder skændes lidt om hvilket sydligste punkt, der er det rigtige.).

Vi bliver her et stykke tid og nyder udsigten. Til vores store overraskelse kommer 3 unge fyre iført bedebukser og en pige i bikini. De stiller sig hen til kanten af klippen og springer på benene lige ned i havet (der er højt ned). Folk klapper og snart dukker de op fra havet igen. Der er nemlig en trappe op ad den stejle klippeside, de kan kravle op ad.

Vi kører videre til den næste P-plads og her kan vi i det fjerne se en strand. Det er en meget lang gåtur ned til stranden med det grønne sand, så set dropper vi. Man kan køre derned men kun i 4 hjulstrækker. Man advares stærkt, om at køre derned i lejede biler pga den ujævne vej.

Øv. Så må vi nøjes med at opleve den sorte strand, som ligger længere oppe ad kysten. Først skal vi lige de 20 km tilbage til landevejen, hvor det går op lige så stejlt op som det før gik ned.

Den sorte badestrand ligner lidt stranden i Vik på Island, som vi besøgte for en del år siden.

Vi spiser vores madpakker og mens vi sidder der kan vi se, at der er en masse mennesker samlet et bestemt sted på stranden. De står og kikker ud i vandet og der fotograferes flittigt. Gad vide hvad det er? Vi gætter på at det er skildpadder, for her er en del strande, hvor skildpaddernes lægger æg og holder til.

Vi går derned og ganske rigtigt. På en sten ligger den sødeste skildpadde og slikker solskin.
Lidt ude i vandet ser vi en anden skildpadde.

På et skilt inde på stranden står der, at der er ca 100 skildpadde-par af arten Honu'ea (Hawkbill Turtle) der yngler på Hawaii og at de er meget sjældne.

Hvor er vi dog heldige. Det er svært at løsrive sig. Vi bliver der længe i behørig afstand, som man skal og så er det tid at komme videre.

Jes bestemmer sig for at starte en samling af anderledes og sjove vejskilte, så vi er lige ude for at fotografere advarselskiltet, der fortæller at vi skal passe på Hawaii's nationalfugl. Det er en Nene - en vild gås, som man skal passe på ikke kan køre ned. Vi ser en inde i vejkanten.

Efter endnu et skilt, som vi desværre ikke kan  holde ind og fotografere. "Fault zone - watch for craks in the Road"- pas på revner i vejen! Ups vi er vist lige oven på det sted, hvor de tektoniske plader møder hinanden.

Ved 13-tiden ankommer vi til Vulcans Nationalparken og når lige at være inde i Visitors Center, for at danne os et overblik og få lange bukser på. Vi er højt oppe og temperaturen falder med 1 grad pr 100 meter, så her er lidt koldere end de de 27 grader nede ved kysten. Vinden er også lidt kold.
Klokken halv 3 starter en guidet tur langs en del af kanten af vulkanen. Der er en af de mest aktive vulkaner i verden og her har lige været et mindre gasudslip.

Guiden fortæller om de forskellige planter der vokser i området.

 træet nedenfor med den røde blomst knytter der sig en speciel legende til. Den kommer senere.

Turen slutter på kanten af et enormt krater. Når krateret når en vis størrelse kaldes det en calderae. Den her caldera er 2 1/2 mile på den ene led og 3 miles på den anden (gang med 1.6)

Vi får at vide, at vi er inde midt i vulkanen. Hold da op der er langt ned. På bunden kan vi se en stor slette af størknet lava. Der er et mindre krater inde i calderaen og herfra stiger der en sky af damp op.

Nede i dette krater er der flydende lava. Man kan ikke se derned, men vi får et lille tip. Hvis vi kører tættere på (henne ved Jagger Museum) i aften når solen er gået ned kan vi (hvis der ikke er tåget) se dampskyen lyse op i en glødende orange farve. Den glødende lavas orange farve reflekteres i skyen af damp.

At stå så tæt på vulkanens krater er oplevelse der er svær at sætte ord på. Det er ikke hver dag vi lige oplever at være så tæt på naturens vildeste kræfter med adgang til ilden i jordens indre. Vi er lidt små i den store natur.

Guiden fortæller, at der har været 19 jordskælv i dag (det er meget gennemsnitligt for området). Godt nok så små at vi ikke kan mærke dem, men der er gang i Pele - vulkanens gudinde inde i vulkanen.
De tektoniske plader flytter sig hele tiden og sommetider i større ryk. I 1998 var her jordskælv så stort at der kom revner og huller i den asfalteredes sti vi går på. Vi kan tydeligt se dem.