København - San Francisco
12. januar

En flyvetur på 11 timer venter os og i vores håndbagage er der blade, aviser og Ebog på IPad, så vi kan få tiden til at gå.

Det er en kæmpe Airbus flyvemaskine med 4 flotte rødmalede motorer placeret under vingerne. Den er 60 meter lang og lige så bred fra vingespids til vingespids med plads til 265 mennesker og maskinen er propfuld.

Det er fantastisk at så mange kg mennesker og mekanik kan flyve- og det går fint.

At der ikke er så meget plads, går også fint de første mange timer men så begynder benene og halebenet at sove. Vi er oppe at stå lidt en gang imellem og laver venepumpeøvelser.
Vi har ikke fået så gode pladser som vi plejer. Vi plejer at være gode til at få 2 sæder sammen i vinduesrækken. Nu sidder vi i midterrækken med 4 sæder, hvor vi har fået de 2 midterste - så vi skal forstyrre en fremmed mand i begge sider, når vi skal ud.

Efter 9 timer hvor nok er nok, er der stadig 2 timer tilbage. Suk. Det er den længste dag vi længe har oplevet.

Men bortset fra det, så gjorde det, at vi sad i midten, at vi fik en hel fantastisk oplevelse, da vi fløj over Nordgrønland.
Vi undrede os over, at der var så mørkt, indtil vi fandt ud af at vi jo fløj i polarnatten. Kiggede vi ud af vinduerne til højre var det helt mørkt. Ud af vinduerne til venstre var solen ved at stå op og lå lige under horisonten. Det nederste af himlen var knaldorange. Sådan fløj vi længe lige i midten mellem lys og mørke og oplevede en solopgang på mere end en time.

Da flyet lander og vi endelig kan komme ud, sætter vi det lange ben foran, for at komme nogenlunde først i køen i "Immigration". Det er her hvor vi skal have taget fingeraftryk af alle 10 fingre og taget et billede af iris. Man får også stillet et par spørgsmål om hvor man skal bo og om det er ferie eller business. Lisbeth går fint igennem, men Jes vil de ikke lige umiddelbart lukke ind. Et par sekunder sidder hjertet i halsen, indtil vi finder ud af at det er Lisbeths pas, som erblevet registreret 2 gange - så Jes på papiret slet ikke var med det fly. Da det er opklaret, bliver han heldigvis lukket ind. Pyha.

Efter vi har hentet bagagen og er kommet igennem tolden går turen til det lokale tog "BART" (Bay Area Regional Transport) ind til San Francisco. Det er sjovt, at vi kan kende forstederne nu vi ser dem. De overvejende hvide huse med flade tage ligger op af bjergsiden.

Det var her i en af forstæderne vi holdt på en campingplads med vores autocamper da vi tog turen op af high Way one for en del år siden. Det kan man læse om her

Da vi ankommer til SF venter en gåtur på en kilometer hen til "Nob hill Hotel".

Vi glæder os, da vi har siddet ned hele dagen. Det går let at gå med kuffeterne, fordi det heldigvis er trillekufferter.

Vi har bare glemt at San Francisco er SÅ bakket. Det er som et bestige et mindre bjerg og trætheden begynder at melde sig. Klokken er nemlig 1 om natten dansk tid og kroppen vil meget gerne i seng. Indgangen til hotellet er mellem de 2 træer - billedet giver en ide om hvor stejle gaderne er.

Der kan bare ikke blive tale om at gå i seng nu, for klokken er kun 16 om eftermiddagen her og vi skal have mindst 5 timer til at gå inden vi må gå i seng.

Men først skal vi lige have os installeret på hotellet.

Hotellet er indrettet med en blanding af nye og meget gamle møbler og lamper. Her i værelset er der okseblodsfarvede lofter, stuk, en gammel gobelin på væggen forestillende en romantisk frokost i skoven, lysekroner og lampetter som vi kan huske fra mormor og morfars hus. Sengen er en himmelseng med halv himmel.

Vi tror hotellet en gang har været meget fint men det er lidt slidt. På gangen står en stol som vi tror tilhører bjørnefar fra historen de tre små bjørne. Den er vildt stor.

Vi bor meget tæt på Union Square, så der begiver vi os hen.

Det er hyggeligt at gense kabelsporvognene: "Cable-cars". Folk hænger stadig udenpå vognene og vi kan huske det kilder i maven når vognen kører for fuld fart ned ad de stejle bakker. Vi har oplevelsen til gode til i morgen.

Stadig på Geary Street ligger der en mexicansk restaurant "Colibri". Her tilbringer vi et par timer med god mad, vin og snak. Forretten er hjemmebagte lune tortillapandekager i ministørrelse, tortillachips og en lækker guacamole med groftmoste avocadoer og chili. En af tjenerne (en mexicaner i sort tøj) laver den ved et lille bord ved siden af. Han stiller også 3 små skåle med stærke saucer på bordet En rød, en grøn og en gul. Vi aflurer opskrifterne. En del at det at spise ude er også at få inspiration til nye retter at lave hjemme til hverdag og fest.

Til hovedret er der and med kartoffelkrokette og grøntsager til Jes og den hvide fisk: "wahu" på en bund af råstegte grøntsager til Lisbeth. Yderst veltilberedt med mange smagsnuancer- og godt balancet med syre. Her kunne vi godt spise igen, men vi har den regel at vi ikke spiser samme sted hvis udbudet af restauranter er stort og det er her.

Al maden koster 300 kr i alt for os begge. Det er godt nok billigt for mad af den kvalitet.

Inden vi skal op og sove køber vi lige lidt ind til morgenmaden bl.a. mælk, All Brann og en masse frugt. Der er køleskab på værelset, så ind med mælk, vand og frugt. Da vi om natten bliver lidt tørstige venter os en større overraskelse. Vandflaskerne er dybfrosne. Det er en fryser vi har på værelset og ikke et køleskab. Mærkeligt. Men der giver mening når man ser at der også er en micro-ovn. Er tanken mon ikke at give gæsterne mulighed for at tage de frosne færdigretter direkte fra fryseren og og ind i micro'en?

Den havde vi ikke lige set komme. Det bliver nok noget sjovt morgenmad vi får af optøet mælk og frugt.

• Videre til Dag 1 i SF
• Tilbage til forsiden