Udrejse - ankomst
23. - 24. oktober

Vi skal af sted fra København torsdag lige over middag. Foran os venter 15 timers flyvetur.

Først 12 timer til Singapore og så efter 3 timers ventetid endnu 3 timers flyvetur til Bali.

Det er første gang Lisbeth rejser mod øst til Asien. Helsinki er det østligste. Jes har været i Sydkorea for nogle år siden for at besøge Samsung, som laver boxene til Yousee.

 

Vi flyver med Singapore Airlines og det første der møder os er nogle meget søde og ikke særligt høje stewardesser i fine Saronger. Uniformerne er tegnet af den franske couturier Pierre Balmain.

 

     

 

 

Inden afgang opdager vi en stor ulempe ved at stewardesserne ikke er så høje - de har svært ved at nå, når de skal lukke bagagerummene over sæderækkerne.

 

Senere opdager vi en anden forskel fra at rejse mod vest og USA. Som underholdning kan man vælge radiokanaler som bla " Hindu hits", "Japaneese favorits" og "New Asia" og der er over 50 film at vælge imellem. Japanske tegnefilm, Bollywood film fra Indien og heldigvis også film fra vesten.

Det er mærkeligt at flyve over lande, man slet ikke kender til. Efter to timer flyver vi over Moskva. Senere er kortet, som vi følger med på fyldt med navne som Kabul, Delhi og Katmandu.

 

 

Halvvejs (efter 6 timer) er vi på vej ind over Indien og efter henholdsvis 10 1/2 og 11 timer bliver det Phuket i Thailand og Singapore.

Nederst på skærmen kan man se vores endelige destination: Denpasar på Bali.

 

 

Singapore Lufthavn: Klokken er 6 om morgenen lokal tid (midnat dansk tid) og der er 27 grader udenfor. Her er lidt fugtigt varmt i bygningen og her lugter af en slags kunstig blomsterduft (røgelse eller Wunderbaum) overalt.

 

Dejligt at komme op at stå efter 12 timer, hvor vi det meste af tiden har siddet ned.

 

Vi går (i stedet for at tage de rullende fortove) for at få lidt motion. Ser os lidt omkring. Der er et langt bord hvor man kan lave gnidetryk. Der ligger en masse træsnit på bordet. Oven på det lægges et papir og så kan man med et farvekridt få en kopi. jeg tænker, at det mest er for børnene- men det er det ikke. Der står en masse voksne asiatiske mænd og laver gnidetryk. Det var nok ikke lige set med danske mænd i Københavns lufthavn.

 

Der er en flot orkidehave midt inde i terminal 2 med en lille sø og masser af store flotte karper. Til venstre kan I hvordan der arbejdes med gnidetryk.

 

 

Vi går op på 1.sal i loungen, hvor Jes får arbejdet lidt og LL skriver dagbog.

 

     

 

Solen står op og vi opdager, at der er en udendørs tagterrasse oppe på taget, hvor der er en solsikkehave, som vi går på opdagelse i. Der er mange forskellige solsikker i fine former og farver. Insekterne summer og koncentrerer sig om blomsternes midte. Her meget varmt og fugtigt. Lidt som at gå inde i Randers Regnskov.

 

 

     

 

 

Ankomst til Bali klokken 12 middag - lokal tid (det er klokken 6 om morgenen på vores indre ur). Solen skinner, der er 30 grader og meget høj luftfugtighed. Her er mindst 75 balineserne med hver sit skilt, hvor navnet på dem de skal hente står. 2 taxachauffører uden skilte (og hermed kunder)følger efter os i vores jagt mellem alle skiltene og balineserne. Taxachaufførerne har nærmest sat sig på os hvis det skulle vise sig at vi ikke bliver hentet. Heldigvis ser vi skiltet som vores indonesiske guide, står med. Han er hyret af "Intertravel", som er vores rejseselskab og han underholder os med gode tips hele vejen ind til Sanur.

Han synes det bedste snorklingsted er øen Nusa Lembangan. Der går en båd derover. Taxaerne der er blå og med en fugl på skiltet på toppen af bilerne er de bedste og det er en stor oplevelse at se solen gå ned på en strand syd for lufthavnen. Her sidder man ved borde nede i sandet. Han kender en der har en restaurant der. Hvis vi har lyst, kan han få en taxa til at hente os ved hotellet og bringe os tilbage igen. Det er gratis, hvis vi spiser på restauranten. Det vil vi da gerne. Han fortæller at der kæmpes om gæsterne, så derfor har de ansatte til at køre frem og tilbage.

Vi kører forresten i venstre side her på Bali. Det indførte man da England overtog øen efter Hollænderne.(De kører også i engelske biler, hvor rattet sidder i højre side. På Sct Croix kører de også i venstre side, men i amerikanske biler, hvor rattet sidder i venstre side - temmelig upraktisk.)

 

Han fortæller at 20 % er muslimer og 80 % er hinduer. Indonesien er stort set muslimsk på nær Bali. Der er 4 millioner indbyggere og øen er på størrelse med Sjælland. Der er 16 millioner i Indonesien i alt.

På Bali har skoleeleverne balinesisk som første sprog, Indoneisk som andet og engelsk som tredie.

Regntiden starter i starten af november korte byger. Så det er jo snart. I december kommer monsunen. Så kan det regne 3 dage i træk.

 

Hotellet vi kommer til efter en times kørsel er et lille familieejet hotel med en dejlig klosteragtig have med mange træer, blomster og 2 swimming-pools.

 

Selvom vi nu har været vågne i over 24 timer - så skal vi gerne holde os vågne til i aften, så vi hurtigst muligt kommer på Bali-tid. Så vi tager en gåtur på hovedgaden. Her er ufatteligt varmt og fugtigt, gaden vrimler med biler og små scootere, som snor sig ind og ud mellem hinanden - det er ufatteligt at der ikke sker uheld her hele tiden.
Vi køber vand og kigger på de mange restauranter og butikker i Sanurs hovedhade. Overalt ligger små offergaver på gaden - små bananbladsbokse - ofte kunstfærdigt udformet med offergaver i - det kan f.eks. være lidt frugt, blomster, kiks, cigaretter og røgelse.

 

 

Vi skal også have hævet lidt indonesiske penge i automat. Vi hæver 500.000 Rupees - det lyder af meget, men 1000 Rupees svarer til ca. 50 øre - så det er faktisk kun 250 kroner.

Vi kæmper lidt med hvordan vi hurtigt kan regne ud hvad ting koster - og løsningen er faktisk ret simpel, da vi endelig kommer på den: Tag 3 nuller væk og divider med 2.

 

En anden ting der er meget karakteristisk er, at hver enest hus har deres eget lille tempel med gudestauer.

 

 

 

Sidst på eftermiddagen ringer vi og ønsker Himar tillykke med fødselsdagen.