18. november
Cane Bay

I dag er morgenmaden på hotellet - og udvalget er som håbet langt bedre end i går. Udover æg, bacon, pølser, pandekager o.s.v. er der også diverse morgenmadsprodukter, frisk frugt, brød, skinke spegepølse, ost o.s.v.
Lækkert - og det lader til at det er den normale standard her.

Vi får et dejlig bord udendørs med udsigt over swimmingpoolen og bugten - selvom klokken kun er 7, er der allerede dejlig varmt (ca. 25 grader).

Efter morgenmaden får vi lige bestilt tid på et sunset cruise i morgen aften - og så er det ellers bare afsted.

Planen er at køre op til Cane Bay, som ligger på nordsiden af øen - det skulle være en rigtig dejlig strand med gode muligheder for dykning og snorkling.

Turen ind til Christianssted går som planlagt - på vej ind i byen møder vi et demonstrationsoptog. Det er skoleelever der demonstrerer mod nedslæringer.

Fra Cristianssted skal vi videre ad rute 75. Men pludselig drejer den fra til højre - og vi er i den forkerte bane, så vi må fortsætte Skal vi vende? - det er ikke let at komme til, så PYT - vi finder bare en anden vej. Vi skal bare nordpå.

Vejene er meget snoede og vegetationen vokser godt, så skilte kan være godt skjulte. Overalt på øen er de i færd med at beskære bevoksningen til turistsæsonen.

          

 

På grund af de snoede veje, kan det med retninger let snyde en smule. Lige pludselig kan vi se noget der helt utroligt ligner det supermarked, hvor vi købte ind i går....det kan da ikke passe. Men det kunne det. På en eller anden måde var vi kørt mere mod sydvest end mod nordvest.

Nå, men nu da vi så er her alligevel, så kunne vi da lige kigge efter lidt tøj og et par andre ting vi mangler.
Herfra er det også ret nemt at finde vej - vi skal bare stik nord ad rute 79 - og så over på rute 80.

Det går som en leg og snart er vi oppe ved nordkysten - ved Salt River, hvor Columbus gik i land på sin anden rejse til den nye verden.
Herfra er det bare langs kysten mod vest indtil vi når Cane Bay. Undervejs nyder vi den dejlige udsigt.

Vi ankommer til en rigtig dejlig strand med turkisblåt vand og dejligt hvidt sand. Inden vi går i vandet er det dog blevet tid til lidt frokost, så vi går ind et sted der hedder Eat - passende navn til en restaurant.
Den ligger i første sals højde - og med en fantastisk udsigt over bugten.

Maden lever helt op til udsigten. Lisbeth får en salat med grillet kylling og Jes en tun-burger...og en havre-stout.

Efter frokosten står den på solbadning, svømning og snorkling. Det med snorkling skal man lige lære. Jes beslutter ret hurtigt at overskægget nok må falde, for masken holder ikke helt tæt.

Efter et par forsøg lykkes det dog at få styr på det - og efter lidt søgen finder han også frem til hvor fiskene gemmer sig. Der er flere forskellige slags fra 3 op til næsten 15 cm. Kongeblå, sølvfarvede med gule finner og hale, lysegrønne med rødorange striber - og så som det mest imponerende en stor fladfisk, som næsten fuldstændig forsvinder når den lægger sig på bunden.

Lisbeth beslutter at vente med snorkle-øvelserne til senere.

Selvom vi bruger godt med solcreme tør vi ikke udfordre skæbnen - så vi tager tilbage til hotellet og hviler os et par timer inden vi kører ind til Christianssted for at spise.
I går stak vi lige hovedet ind et sted der reklamerede med at de serverede sund mad - og det var et meget spændende lokale, så det gik vi på jagt efter.

Spisekortet afslørede at det var en vegetarisk restaurant -og det så ret lækkert ud, så vi besluttede at blive der. Lisbeth bestilte en lasagne og en juiice med bl.a. persille, rødbede og selleri - Jes bestilte vilde jamaicanske ris (med cayenne) og en juice med bl.a. ingefær (og det var der meget af).

Da de serverede maden fandt vi ud af at det ikke bare var vegetarisk - men raw-food. Det var rigtig lækkert - faktisk meget mere lækkert end det raw-food vi fik i New York i foråret.