Sioux Falls til Minneapolis

6. juli

Efter vi havde sagt farvel til Eunice og Ed kører vi ned til Marylin og Ingolf, hvor vi var inviteret til morgenmad. De bor i et moderne boligkompleks lige ned til Sioux river og har en dejlig udsigt til flotte grønne træer.

De havde dækket flot op og vi havde en hyggelig  time med snak og en noget anderledes morgenmad. Der var masser af friskt udskåret frugt, et fad fyldt med ”dansk wienerbrød” og smør til at putte på det samt hawartiost med kommen. De havde rigtigt gjort sig umage for at lave noget lækkert til os.

Næste stop er et sted at proviantere. Vi ringer lige til Ruth og Hilmar og får en dejlig snak. Vi får også at vide, at Danmark har fået så meget regn at der har været udgangsforbud i Hillerød og at Roskildefestivalen som sædvanlig er druknet i vand. Det er fuldstændig uvirkeligt- for her har vi haft mellem 30 og 40 graders varme og i øvrigt er alt hvad der sker ude i verden meget meget fjernt. Vi har dog hørt at vores lille prinsesse har fået et par navne.

I dag er store ”køredag”. Vi skal sådan set lige køre tværs over staten Minesota. Som sædvanlig har vi plottet nogle spændende ting ud hjemmefra, som vi gerne vil se undervejs.

Vores først mål er ”Devils Gulch”- djævlekløften. Stedet kan næsten beskrives som et jordskælvskrater- en stor sprække i jorden, hvor der langt nede løb en flod.

Ifølge legenden var det den store ånd, som med sin tomahawk slog en revne i klippen. Der var også en anden historie tilknyttet til stedet. Jesse James var forfulgt at nogle sheriffer og han spang på sin hest over kløften (ca 6-7 meter) og undslap på den måde.

Naturen er vildt flot og vi går en times tid i området. Snart oppe på toppen af kløften så nede i bunden.

I Jasper stopper vi for at se nogle huse som er bygget af Sioux-kvarts. Husene er lyserøde med et brunligt skær. Før i tiden byggede man huse af kvartsen, men det er blevet alt for dyrt. Hver sten (en del større end mursten) er omhyggeligt hugget ud. Hjemmefra havde vi hørt at det var lyserød kvarts husene var bygget og den eneste lyserøde kvarts vi kender er rosenkvarts - så vi troede husene var lavet af rosenkvarts. Det var de ikke - så vi fik en anderledes oplevelse. Husene bygget af gennemsigtig rosenkvarts må stå i vores forestillingverden/fantasi som noget vi endnu ikke har set.

Til gengæld fik vi en oplevelse der langt oversteg vores forestillingsevne i Pipestone. Her havde vi læst at området indeholdt pibesten, der blev brugt af indianerne til fremstilling af piber. Det måtte vi se.

Det første der slår os da vi starter den kilometerlange tur er duften.  Nationalparken er et område af prærie som ligger uberørt hen. Planter og græsser står som prærien gjorde for flere hundrede år siden inden den blev opdyrket. Der er dog enkelte planter som blev indført med nybyggerne.

Forestil jer duften af en rapsmark en varm sommerdag – en fyrretræsskov- en krydderurtehave – en rosenhave- alt dufter varmt, krydret og helt fantastisk. Det dufter så velkendt. Så trygt og dog så anderledes.

På turen gennem området er der sat små skilte op, så man kan se hvad blomsterne hedder. Der er b.la. vild rose, grå bynke, hvid salvie og blomster i gult og lilla.Der er stenformationer der ligner ansigter, vandfald og små orakler.

Ser man gennem et lille hul i et skilt er der pludselig et nyt sten-ansigt foran een.

Selvom vi ved ,at vi har en lang køretur foran os, vælger vi at blive der i lang tid. Der er bare så godt at være. Alene duften! Kl. halv to er der en guidet tur til et af de mange stenbrud hvor der brydes pibesten. Det er ham der har rettigheden til stenbrudet, der er guide. Han fortæller at hans folk (prærieindianerne) opdagede den bløde stenart for lang tid siden og at de har brugt den til at udskære pibehoveder og smykker af. Pibestenen er lige så let at skære i som fedtsten. .

Alle der har tilknytning til en af de anerkendte indianerstammer- feks Lakotaer og Dakotaer kan ansøge om at få rettigheden til et af områdets ca 60 små stenbrud. Han har haft rettigheden i 37 år og forsørger sin familie med 6 børn. Når han ikke knokler med at fjerne den hårde sioux-kvarts for at komme ned til laget af pibesten arbejder han som kunstner i et af de åbne værksteder i Visitors center.

Her kan gæsterne se hvordan Pibestenen bearbejdes. Pibestenen blev også brugt til støbeforme når man støber flydende metal. Det var godt nok et spændende sted.

Så måtte vi jo til det- den lange køretur til Minniapolis. Vi kører ad en meget lige landevej, hvor den ene majsmark afløser den næste. Et frodigt landskab, der næsten kunne ligne Danmark altså bortset fra majsen og skiltene.

Ved 8-tiden ankommer til campingpladsen, der ligger 20 km uden for Minniapolis. Nu har vi to dage inden vi skal aflevere autocamperen. I skrivende stund er vores planer at blive her og lave absolut ingenting. Der er godt nok en masse at se i storbyen- men helt ærligt. Det er slet ikke vores behov lige nu. Så med duften af prærie og pibestenens flotte farve i erindringen slutter vi vores rejse-dagbog for denne gang.

Vi ses i Danmark.....Der er godt nok varmt her på prærien.

• Tilbage til forsiden