Sioux Falls og Swan Lake
2. - 6 juli

Vi tilbringer formiddagen d. 2. juli med lidt sightseeing i Sioux Falls. Byen er South Dakotas største by med ca. 150.000 indbyggere. Sioux-River slår et stort sving gennem byen - så den næsten danner en cirkel omkring centrum. Lige inden floden drejer mod øst ud af byen findes den imponerende Falls Park, med flotte vandfald.

Over middag kører vi sydpå mod Swan Lake, hvor vi skal tilbringe de næste dage sammen med Joe, Jim og Marge (som vi allerede kender fra vores sidste besøg) samt med Eunice og Ed. Eunice er Jim og Joe's kusine. De er alle børnebørn af Folker og Karen Marie Hansen, som udvandrede fra Fuglebjerg i 1890.

Swan Lake er en lille sø midt i prærien - og der er sommerhuse langs en stor del af søbredden.

Joe, Jim og Marge har et lille hus, som deres far byggede i 30'erne (nedenfor til venstre) - og Eunice og Ed har et hus lige ved siden af, som er bygget i starten af 50'erne.

              

Eftermiddagen går med at få parkeret autocamperen, hyggesnakke og en kort tur i området. Efter aftensmaden fortsætter snakken og vi nyder en flot solbedgang over søen.

Tirsdag formiddag spiller Joe, Jim og Marge Golf - og vi låner Ed's kano og tager en rotur rundt om søen - det tager ca 1½ time.

Eftermiddagen byder på en køretur i omegnen - vi ser nogle af de lader som Folker Hansen (Jim, Joe og Eunices bedstefar) har bygget og nogle af de steder familien har boet.

              

Folker var efter hvad der fortælles en virkélig god tømrer. "Hans" lader står der endnu efter så mage år. Laden til venstre har dog været dobbelt så stor. At en del af den nu er væk, skyldes dog ikke byggesjusk. En tornado snuppede den på få minutter. Vi er i et område hvor tornadoer huserer. Da vi kom ind over grænsen til South Dakota, fik vi udleveret en seddel, hvor der stod alt om hvad vi skulle hvis vi skulle gøre, hvis dette områdes "summerstorms" udviklede sig til en tornado. Vi skulle hurtigst muligt søge ly i det nærmeste hus ( en autoccamper/ bil var det værste sted at være). Var der en kælder skulle vi løbe derned (uden at vente for at tage billeder eller redde vores ejendele). Heldigvis udviklede sommerblæsten sig ikke til en tornado- man hold fast hvor det blæste, det døgn vi krydsede South Dakota. Der er godt nok vildt her på prærien!

              

Dagene ved Swan Lake var dog helt vind-stille (det kan dog være værre: området lige på den anden side af søen blev for år tilbage totalt udslættet af en tornado). Vi kan stille og roligt indsuge atmosæren fra fortiden.

Da Folker, hans kone og de 2 ældste børn udvandrede i 1890,var der ikke mere land tilbage her på egnen. Alle nybyggere fik et stykke gratis land der var 1/2 mile på hver led (ca 128 tønder land). Folker vælger ikke at blive nybygger længere mod vest, hvor der stadig er land,men bosætter sig i området omkring Viborg sammen med de andre danskere. Her nedsæter han sig som tømrer og bor i lejede huse, hvor der hører et stykke jord med, så de kan være selvforsynende. De sælger smør og mælk som de bytter for sirup.

Næste stop er kirkegården, hvor bedsteforældrene og en del andre fra familien ligger begravet. Det er underligt her i hjertet af USA at stå på en kirkegård, hvor de fleste af navnene på gravene er Hansen, Jensen, Olsen, Christensen o.s.v.

Hovedbyen i området er Viborg (tidligere Daneville), hvor en af de lokale seværdigheder er det lokalhistoriske museum med fokus på den danske afstamning.

              

              

              

Om aftenen fortæller Eunice en masse familihistorie. Euice er en fantastisk fortæller og er familiens historiske leksikon. Hun fortæller om dengang hun var 5 år og 1.salen af det hus hun boede i blev ødelagt af en tornado mens de var der- om hendes bedstemor, der som ung havde så travlt med at passe de 12 børn de fik og lave mad mm, at hun aldrig fik lært at tale engelsk. Hun snakkede kun dansk og derfor var svær at kommunikere med, fordi ingen af børnebørne kunne dansk. Om bedstefar Folker, der pludselig i 1907 fandt ud af at han ville til Afrika som missionær og tog hele familien med. Det gik dog ikke så godt, for han kunne ikke sproget. Han havde ellers haft et slags drømmesyn, der fortalte ham at han kunne tale deres sprog. Så vender hele familien hjem igen i 1908 til Viborg i South Dakota (en lang tur med bla skib over Liverpool, hvor deres lille søn Joe (Jim og Joes far) bliver væk, da de skal skifte skib.)

Dagen afsluttes med endnu en dejlig solnedgang.

              

Over døren på digitalfotoet til højre kan I se antydningen af et billede. Det er et billede hvor der står " Kære gud-  velsign vort hjem" - på dansk og med gotiske bogstaver. Det er noget specielt at opleve et stykke dansk kulturhistore så lang væk i tid og så langt væk fra Danmark lige over døren i deres sommerhus ved Swan Lake.

Joe, Jim og Marge har aldrig vidst hved det betød- så nu kunne vi oversætte.

Onsdag er den 4. juli (USA's uafhængighedsdag).
Dagen går med hyggesnak, lidt solbadning og læsning. Joe er ude at cykle en lang tur. Han cykler meget også i hverdagen og skal senere på måneden deltage i et cykleløb tværs over Iowa - med 10.000 deltagere.

              

Til aften dukker endnu en kusine (Marylin) og hendes mand (Ingolf) op. Menuen står på hakkebøf, ristede pølser, bønnemos, sauer-kraut, melon og pølsebrød. Man vælger frit om man vil lave hot-dogs eller spise tingene hver for sig. Vi får fornemmelsen af, at det er den traditionelle festmiddag 4. juli. Husene er pyntet med amerikanske flag eller store sløjfer i blåt og rødt og servietterne er mønstrede over temaet stjerner og striber. Vi får at vide, at hvis man syntes, kan man klæde sig i tøj der er rødt, hvidt eller blåt.
Desserten er så amerikansk som det næsten kan blive - hjemmelavet Apple Pie med is.

              

Efter solnedgang sætter vi os ud på en terrasse ved søbredden og så er der ellers fyrværkeri. Det står på i næsten 2 timer - og det er som om nordsiden og sydsiden af søen konkurrerer om hvem der har det flotteste. Fyrværkerriet laver de flotteste spejlinger i vandet.

Torsdag er der afsked med Swan lake og med Joe, Jim og Marge. Men først er der fælles morgenmad på en lille resaturant inde i Viborg. Det er godt nok en solid morgenmad vi får: På den ene tallerken er der en en omelet med skinke og grøntsager og kartoffel-røsti og på den anden tallerken ligger den største og tykkeste pandekage vi nogen sinde har set. Den er på tykkelse med en lagkagebund. Den er let og luftig og smager af de vafler vi hjemme bager i et vaffeljern. Der hører 3 små brikker smør til, som man først skal smørre på. Herefter hælder man sirup på i rigelig mængde.

               

Efter morgenmaden kører vi efter Eunice og Ed ind til Sioux Falls. Vi parkerer autocamperen i deres indkørsel og tager på shopping i Sioux Falls. Der købes perler og bøger. Og vi får også tid til at beundre en del af de mange skulpturer der er opstillet langs byens hovedsstrøg. Vi får frokost på en lille cafe på hovedgaden. Amerikanerne spiser ude mere end vi gør. Det er ikke så dyrt som i Danmark.

 

Aftenen tilbriges hos Eunice og Ed - Ed lavede den mest vidunderlige mexikanske middag.

Senere blev der kigget gamle billeder. Det er nogle af familien fra Danmark, som Eunice gerne vil have hjælp med at få sat navne på. - vistnok nogle af Lisbeths farfar (Ejnars)søskende. Det er en underlig oplevelse at se Lisbeths farmor og farfar (det er nr 2 og 3 fra venstre i øverste række) i et familiealbum så langt hjemmefra!

 

Det var godt nok nogle dejlige dage - hvor var de søde allesammen og sikken en gæstfrihed.