Badlands til Missouri

30. juni

 

Dagens første stop er Badlands Nationalpark. Badlands er dannet over ca 75 millioner år og man kan se lag efter lag af aflejringer ovenpå hinanden. Det ligner tusindvis af tynde pandekager lavet af gips i forskellige farver stablet oven på hinanden.

 

 

Vi når lige at få rangerens foredrag om forhistoriske dyr med. Der er nemlig fundet en masse knogler af dyr i området. De finder stadig nyt - det er absolut forbudt at tage ting med derfra.

 

Han fortæller at her har levet heste der havde 3 tæer og levede ikke af græs men af friske skud lidt som hjortene, at der var svin, der ikke lignede vores og sabeltandede katte. Han viser billeder af hvordan man har regnet sig frem til at dyrene har set ud. Så går vi en tur i området.

Inden vi kommer ind på gangbroen lavet af træ, er der et stort skilt hvor der står at vi skal passe på. Der er klapperslanger i området.

 

               

 

              

 

Senere tager vi en gåtur ind i et område, hvor der ingen gangbroer er. Her er der også klapperslanger. De søger ly for solen i huler og sprækker. Man opfordres til at gå stille, så man kan høre klapperslangen rasle. Hvis den gør det er man kommet for tæt på!

 

Nu begiver vi og ud på en længere køretur. Vi skal tværs gennem South Dakota og fordeler turen på et par dage.

 

I stedet for at tage motorvejen tager vi landevejen, som går parallelt med.

 

 

I Kadoka er der en forstenet have, som vi gerne vil se.  Vinden blæser med varm luft og den fløjter på en underlig måde. Tænk at bo et sted hvor der altid blæser med varm luft. Der er tæt på de 40 grader.

 

Da vi kom ind i den indhegnede have, tænkte vi at det var et godt forretningsmæssigt trick at hegne den ind. Havde vi set den udefra havde vi nok ikke betalt for at komme ind….. her lå kun en masse træstubbe på en tør græsplæne …. Men så åbnede der sig en verden for os. Hvad der synes som en helt almindelig tør træstub var det hårdeste sten. Nogle var blevet til granit andre til agater og alle mulige andre mineraler/ stene/ ædelstene. Man måtte lige hen og banke på træstubben

 

 

--- og ganske rigtigt det var hårdt som sten. De havde de mest fantastiske farver og man kunne tydeligt se åre-ringene. Det var en fuldstændig ”syret” oplevelse at se et træ der var blevet til en agat.

 

          

 

 

Næste stop er Okaton, som er en ”spøgelsesby”. Tidligere var det en mellemstor by med skole, bank og flere hundrede indbyggere. Nu ligger der en benzinstation, der samtidig er stenbutik og antikhandel. Alle de gamle huse står og forfalder. Nu bor der 13 mennesker i byen.

 

              

 

Vi tager en lille omvej inden vi tager til Chamberlain, som ligger ved Missourifloden, hvor håber at få et sted at sove. Turen går et stykke op langs floden –over dæmningen og ned igen.

 

              

 

Det er en meget smuk tur. Det er Crow-indianernes land.

 

Vi når frem først på aftenen.

 

Vi finder en campingplads med udsigt over floden (i andet forsøg) og så når lige at maile lidt inden vi går ud og spiser.