Udrejse og Salt Lake City

13.-14. juni

 

Vi stod tidligt op og kørte i lufthavnen allerede kl. halv otte - og det viste sig at være en rigtig god ide....der var omfattende sikkerhedsprocedurer allerede inden vi fik lov at checke ind, og da vi var færdige, var køen bag os vokset til en enorm størrelse. Så vi kunne fordrive ventetiden indtil afgang med mere behagelige ting end at stå i kø (Lisbeth tog bl.a. billeder af fly til Thomas på Bifrost - det havde han nemlig bestilt).

Der var afgang kl. 11 til Atlanta - med Delta Airlines. Lige efter afgang blev der delt menukort ud. Det så rigtig lækkert ud....først en salat af årstidens grøntsager, så valg mellem 2 hovedretter: kylling eller pasta (men med noget flottere navne). Man skal bare ikke lade sig snyde...det var en ganske almindelig fly-middag. Den fine salat af årstidens grønstager var 3 forkølede salatblade, lidt agurkeskiver og en enkelt cherrytomat - men bortset fra det, en glimrende tur.

Vel ankommet i Atlanta (klokken var nu 20 dansk tid) kunne vi kigge frem til 4 timers ventetid inden det næste fly til Salt Lake City. Heldigvis kunne de amerikanske pas- og toldmyndigheder hjælpe os med at fordrive tiden. Først stod vi i kø i en lille time for at komme gennem paskontrollen, hvor vi bl.a. fik taget fingeraftryk. Så skulle vi finde vores kufferter og have dem gennem toldkontrollen - det gik til gengæld ekstremt hurtigt.

Vi havde læst i rejseplanen at der var "Dinner" på flyvningen mellem Atlanta og Salt Lake City, så selvom vi var hundesultne, nøjedes vi med at dele en salat med lidt kylling i ventetiden. (Vi skulle rejse ved midnat dansk tid). Desværre havde Delta Airlines åbenbart ikke læst vores rejseplan, for de serverede bare 3 kiks. ;-)

Vi var i Salt Lake City kl. 5 om morgenen dansk tid (kl 21 lokal tid) - og så var det bare med at finde hotellet (nu havde vi været oppe i næsten 24 timer), så vi tog en taxa til hotellet og skyndte os i seng.

Fredag morgen vågnede vi naturligvis allerede kl. 4 lokal tid, men havde aftalt at vi under ingen omstændigheder måtte stå op før kl. 6 (det er altså svært at blive liggende når kroppen synes at klokken er 14). 

Hotellet lå noget udenfor byen, men da vi havde siddet ned i næsten 24 timer, besluttede vi os for at gå ind til byen. Vi nød turen, og alle vi mødte hilste venligt. Klokken var 8.30  og temperaturen nærmede sig allerede de 30 grader. Der blev vandet græsplaner med indbyggede sprinklere...og vi trængte også til at blive vandet, så vi købte vand.

Da vi kom ind til Temple Square blev vi budt velkommen af 2 "søstre" - den ene hed Søster Bravo og kom fra Peru. Hun fortalte at pigerne var i lære i 18 måneder som missionærer - heraf de 3 måneder i Salt Lake City. Vi må lige fortælle at det var mormonerne vi besøgte.

             

Søstrene var guider på en tur rundt i området. Vi så den oprindelige kirke fra ca. 1840 (ovenfor til højre), som ikke bruges mere og Tabenaklet, som har den mest fantastiske akustik. Tabernaklet har plads til 11.000 tilhørere, og på grund af tagets specielle form, kan man overalt høre hvad der bliver sagt fra talerstolen. 

Akustikken blev demonstreret  bl.a. med overrivning af avispapir - som vi tydeligt kunne høre på 100 meters afstand. Desværre øvede tabernakkelkoret ikke lige da vi var der, men vi hørte en lille smagsprøve.

Templet måtte vi ikke komme ind i. Det var kun for de aller-helligste.

              

Vi så et brudepar der blev fotograferet udenfor templet. Søster Bravo fortalte, at det betød meget for et brudepar, at de rørte templet og blev fotograferet med begges hænder på håndtaget til indgangen. For momonerne er ægteskabet meget helligt og de afgiver ikke ægteskabsløfte til døden dem skiller - det er nemlig "indbygget" i troen at man har hinanden i al evighed. Jeg spurgte Søster Bravo om det var rigtigt at en mand måtte have to koner og at de ikke måtte nyde alkohol og varme drikke for det stod der i vores turguide. Hun sagde at der var så mange rygter der gik.
Det første passede ikke og ja det var rigtigt at ingen indtog giftstoffer (koffein, alkohol og tobak) da de anser kroppen for at være hellig.

Vi hørte også om hvordan mormonernes bibel (Book of Mormon) var blevet til. De oprindelige skrifter var skrevet i århundrederne efter Jesu død - baseret på at Jesus efter opstandelsen også kom til både Syd- og Nordamerika og udbredte sin lære der. Disse skrifter blev omkring år 1200 samlet af en mand (Murai) som fik dem skrevet på guldplader og begravede dem, så de kunne blive genfundet i en tid, hvor der var hårdt brug for budskabet.
De blev så gravet op i slutningen af 1800-tallet .....og resten er historie.

En dejlig oplevelse hvor vi blev guidet ind i verden hvor "det hellige" var omdrejningspunktet.

Den guidede tur sluttede i en oval sal, hvor Thorvaldsens  kristusfigur står i kopi.

 

Efter besøget hos Mormonerne fandt vi et sted, hvor vi kunne få lidt frokost - asiatisk, som vi nød med dejlig koldt vand til.

Klokken var nu 13 og vi skulle hente autocamperen kl. 15. Vi tog letbanen til en station ca. 1 km fra biludlejningen - og gik det sidste stykke. Temperaturen var pænt på den anden side af 35 grader, så selvom det kun var en kort tur, var vi glade for at komme i skygge.

 

Vi havde fået en lidt større bil end vi egentlig havde ønsket, men fordi vi ikke skal aflevere samme sted som vi henter, måtte vi tage hvad vi kunne få. Fordelen er at vi har et lille soveværelse i bagenden, så der er ikke så meget flytten rundt på tingene - det skal vi nok blive glade for.

Da vi havde fået bilen hentede vi bagagen på hotellet, kørte til et supermarked og provianterede - og så til den nærliggende campingplads. De havde desværre alt udsolgt, men de kunne da henvise til en anden....ca. 13 miles nord for byen. For at få afstanden i km skal man bare gange med 1,6. Her var desværre også optaget - men tredie gang er som bekendt lykkens gang, så efter ca. 2 timer fandt vi plads på Cherry Hill.