Yosemite

Tirsdag

Vi vågnede med frost på næserne – der er godt nok nattekoldt her i bjergene. Lidt varm kaffe og te fik os dog tøet op, så vi kunne komme af sted til Yosemite.

Det var en fin vej op mod nationalparken – i starten kørte vi langs Merced-floden. Der er ikke så meget vand i på denne tid af året, men om foråret og noget af sommeren dyrkes white river rafting her.

Det tog ca. 1½ time at komme til parkens centrum ved Yosemite city, hvor vi stillede bilen og konsulterede Visiter Information for ideer til hvad vi skulle se.
Vi var i forvejen indstillede på at vi skulle se nogle af de store Sequoia-træer (en fætter til Redwood-træerne vi havde set tidligere), men vi ville også gerne se nogle af de vandfald, som parken er så berømt for.

Rangeren (som for øvrigt var meget begejstret for Danmark og kendte til både Karen Blixen, H.C. Andersen, Søren Kirkegård og Karl Nielsen) havde råd for begge dele.

• Sequoia –træerne burde vi se i Maraposa Grove ca. 1 times kørsel syd for Yosemite city – det blev vi enige om at gøre onsdag.
• Vandfaldene – her anbefalede han en tur til Vernal Fall.

Vandreturen startede som en forholdsvis god vandresti som dog gik noget opad. På de første 1,3 km var stigningen 122 m (det er næsten et Himmelbjerg). Udsigten var fantastisk.

Efter de første 1,3 km nåede vi foden af Vernal Fall. Vi kunne se faldet i det fjerne og fortsatte vores tur opad mod toppen.

Den del af turen vi nu havde begivet os ud på var på ca. 1 km, men med en stigning på 244 m.

Den første del var stigningen noget stejlere end på det nederste stykke, og det tyndede ud i antallet af vandrende. Vi har hele tiden slugten med vandfaldet dybt nede på vores venstre side og en opadgående klippevæg på vores højre.

Lidt fremme bliver stigningen stejlere og stien af ukurante trappetrin – De fleste var meget høje, og nogle meget smalle, så det var med at kigge sig for.

Vi var nu tæt på selve vandfaldet, og for hver 5-10 meter vi kom op, blev det hele smukkere, så vi (og alle de andre) måtte tage tonsvis af billeder.

Det sidste stykke inden toppen, var en meget smal sti langs bjergsiden (der var heldigvis gelænder) men vi nåede velbeholdne op og blev mødt af en storslået udsigt.

Vi mødte et par danskere, som vi udvekslede lidt erfaringer med, og vi fik et tip om en sø (Lake Mono), som vi vil besøge på vej mod Nevada.

Efter at have nydt udsigten passende længe, fandt vi en sten midt i vandløbet, hvor vi kunne spise vores frokost inden vi begyndte på nedturen.

Da vi var nået næsten ned, så vi en los, som var i færd med at spise. Vi stod så tæt på som 5-7 meter og det lykkedes at få et par fine billeder inden den forsvandt.

Et af parkens overordnede mål er at de vilde dyr skal fortsætte med at være vilde.

Det vil bl.a. sige at det er vigtigt ikke at fodre dyrene – for de skal fortsat være i stand til selv at opretholde livet.

Da vi kom ind i parken havde vi fået et kort med 6 forskellige vilde dyr, som lever i parken. Puma, Los, Stellers Jay (blå fugl), Rådyr, Gråt egern og Sort bjørn.

Vi havde i løbet af de ca. 4 timer vores tur havde taget set (og fotograferet) 4 af dem – vi manglede lige pumaen og bjørnen. Både lossen, pumaen og bjørnen er utroligt sjældne at se, da de holder sig langt borte fra mennesker. I al den tid parken har eksisteret, har ingen af de 3 været årsag til menneskers død.

Inden vi forlod parken besøgte vi Indianermuseet. Her vistes hvorledes den lokale stamme havde levet.