|
Route 66
Tirsdag
Vi kørte sydpå fra Grand Canyon ad en lang lige landevej gennem Kiabab-skoven. Skoven fungerer som rovfuglenes spisekammer på deres vej sydpå. Derfor er fugletællerne i Grand Canyon sikre på ikke at dobbelttælle fuglene - når de først er kommet hertil, vender de ikke tilbage til kløften.
Første stop var Williams, hvor vi var inde på turistinformationen for at få lidt ideer til steder at se undervejs.
Lige overfor Turistinformationen ligger banegården, som er endestation for Grand Canyon Railroads - her var netop et tog med turister på vej ud mod Grand Canyon - og som mange steder i Vesten, bruger de cowboys til at sætte folk i stemning.
Udover at være endestation for Grand canyon Railroads, er Williams også en af de mange byer langs Route 66.
Route 66 var tidligere den eneste sammenhængende vej tværs over USA fra Chicago til Los Angeles. Vejen blev brugt både af lastbiler og private - og i byerne langs vejen opstod en hel industri som sørgede for alle de vejfarendes fornødenheder.
Da de nye motorveje dukkede op mistede Route 66 sin betydning, hvilket var en katastrofe for de mange små samfund langs vejen. For at sikre fremtiden for de små samfund udvirkede en række af byerne langs ruten, at Route 66 fik status som "Historic Route". Siden er turisterne begyndt at vende tilbage, så vejen er gået fra at være en transportrute til nu nærmere at være en meget lang turistattraktion.
Lige vest for Williams møder vi det længste sammnehængende bevarede stykke af vejen - nemlig fra Seligmann til Topock, og vi fulgte vejen hele denne strækning på 160 miles.
En af hovedkræfterne bag at få gjort Route 66 til "Historic Route" var barberen i Seligmann (Angel Delgadillo). Hans barberforretning er nu (som så mange andre forretninger langs ruten) både museum og souvenirbutik.
Temaet de fleste steder er fra vejens storhedstid i 50-erne og 60-erne. Her er gamle amrikanerbiler, ting relateret til tidens musik og film, truckere og motorcykler.
Som det ses på billederne står mange af de gamle biler (som hos os ville være lukket inde på museer) ude i det fri. Mange steder er der opstillinger med dukker for at tiltrække opmærksomheden.
Efter Seligmann kører vi ud på de lange lige landeveje, som er karakteristiske for store dele af området (her er det altså let at være vejplanlægger).
Der er forskellige andre attraktioner langs vejen - en af dem er Grand Canyon Caverns. Hulerne blev opdaget af Walter Pecki 1927. Da Walter undersøgte hulerne troede han at han havde fundet både sølv, guld og diamanter, så han tog prøver som han sendte til Presscott. Han turde imidlertid ikke vente på resultaterne, så han skyndte sig at købe et stort område rundt om hulerne.
Da resultaterne fra prøverne kom tilbage, var de yderst nedslående. I stedet for en guldmine havde Walter fået sig en hovedpine. (Som held i uheld, viste det sig at hovedindholdet i klipperne var limekalciumkarbonat, som stort set er det samme som Alka-Seltzer (hovedpinepiller))
Walter var imidlertid ikke helt rådvild - han lavede i stedet hulerne om til en turistattraktion, hvor folk for 25 cent kunne blive hejst ned i hulen.
Efter hulerne er vi tilbage på Route 66.
Meget langt ude på landet kommer vi først gennem endnu et indianerreservat (Hualapai-indianerne) og derefter til endnu et tidligere truckstop, som nu er kombineret museum og souvenirbutik.
Vi overnattede i Kingman på en dejlig Campingplads.
Onsdag
Om morgenen var vi hurtigt tilbage på Route 66, som godtnok startede i den vanlige stil med lange lige veje - som et nyt element blev dog tilføjet "washes" - en slags udtørrede flodsenge, som bliver oversvømmet når der kommer meget vand ned fra bjergene.
Noget senere kom vi til bjergene, og så blev vejen pludselig meget krøllet!
Vi kørte op over et pas og på vejen ned mod Oatmann kom vi forbi en gammel guldmine, hvor der var mulighed for guidede ture - der måtte vi ind.
Vi skulle køres op til minen i et underligt køretøj - det er et køretøj som i moderne miner bruges til at transportere arbejdere fra indgangen ind til der hvor der arbejdes.
Guldåren var blevet opdaget i 1890-erne af en mexikaner, som kort tid efter solgte den til et konsortium for 50.000 $. Konsortiet solgte det 1 uge senere videre til et andet konsortium for 125.000 $. De solgte det 6 uger senere videre til et mine-kompagni for 250.000 $.
Der blev senest hentet guld ud fra minen i 1990-erne. Lige nu ligger den stille på grund af for lave guldpriser, men der er tale om at den skal åbne igen i starten af 2006.
Den ældste del af minen, som er åben for turister, er faktisk tømt for guld. Det vurderes dog at der stadig er for 1-2 mio $ guld tilbage i den del af minen, men at det vil koste 5 gange så meget at hente det ud.
Denne del af minen går lige ind under Route 66.
Guldet ligger i specielle lag i bjerget, og man prøver så vidt muligt kun at bryde de dele af klippen som har et højt indhold af guld.
På dette billede ses en hvid stribe, som er meget rig på guld. Det er resterne af et stort depot, man hentede ud i slutningen af 1800-tallet.
Et kort stykke nede af vejen ligger byen Oatmann - en rigtig lille western-by, som i dag primært består af museer og souvenir-shops. Et af byens specielle kendetegn er en stor mængde af fritgående æsler. Det siges at de stammer fra, dengang minen stoppede med at bruge æsler som trækdyr. Derefter blev æslerne bare sluppet løs.
På vores vej har vi flere gange set meget meget lange godstog. På vores vej mod Desert Hot Springs fik vi lejlighed til at følge et som lige var ved at starte. Der var 4 lokomotiver og de var fælles om at trække 106 vogne. Hver vogn lastede 1 eller 2 skibscontainere - og det samlede tog var ca. 2 km langt (vi tør ikke gætte på vægten).
Om aftenen ankom vi til Desert Hot Springs - en naboby til Palm Springs. En lille oase i ørkenen mëd varme kilder. Der var stadig varmt, da vi ankom - 27 grader da vi gik i seng, så der blev ikke frost på næserne denne nat.
|