Grand Canyon

Søndag

Da vi vågnede var der 5 graders frost. Det havde regnet om natten, og der var is på låget af skraldespanden. Det var dejligt med et varmt bad.

Vi kørte nedad hovedvej 67, som er en 43 miles lang blind vej fra Jacobs Lake ind til North Rim (Grand Canyons nordlige kant). Vi kørte gennem en fyrreskov med høje slanke træer. Ind imellem var der birketræer, som lyste op med kridhvide stammer og knaldgule blade, der blafrede i vinden og fik lyset til at sitre.

Da vi kommer frem til North Rim besøger vi Visitors Center for at høre om mulighederne for vandreture i området. Vi vælger en kort tur på 1½ time ud til Angels Point og videre til 2 udkigspunkter som stikker frem fra kanten.

Det siges at der er umuligt at fotografere bjerge, så man kan fornemme storheden – og det er sandt. Det var bare så storslået – meget større end man kan forestille sig. Man føler at man står ved en afgrund – der er 1½ km ned til bunden, så man får lidt gele i knæene, når man nærmer sig kanten.

- det er kun den ene del af oplevelsen. Når blikket går vandret, synes landskabet uendeligt. Dels selve kløften, som består af mange mindre kløfter og dels at man samtidig kan se bjerge som ligger over 100 km borte.  

Billederne er desværre kun i 2D.

I stedet for at tage en længere hike på North Rim, beslutter vi at bruge eftermiddagen til at køre ned til South Rim, så vi kan have hele den efterfølgende dag der.

Selvom der kun er ca. 10 miles (16 km) i luftlinie mellem North og South Rim, er der en køretur på 215 miles (346 km), fordi man er nødt til at køre rundt om hele kløften.

Turen går nordpå først tilbage til Jacobs Lake, og så videre opad highway 89a.

Efter nogle få miles kører vi gennem en slugt og er pludselig ude i et helt andet landskab. En stor gul prærie-slette med nogle meget store røde bjerge i baggrunden.

Vi møder nu de første steder hvor indianere står og sælger smykker, tæpper, keramik og andet kunsthåndværk.

Vi krydser Colorado-floden ved Marble Canyon (som egentlig er begyndelsen af Grand Canyon). Det er også her vi kommer ind i Navajo-indianernes reservat.

Navajo-indianerne er den største indianer-stamme i USA, og er også den der har det største reservat (27.000 kvadrat-miles). Området er rigt på råstoffer, men ifølge Navjoerne selv ligger folkets rigdom ikke under jorden, men i deres kunst og kunsthåndværk.

Noget det der betager er at landet er at landet er så rødt. Der er rød jord, røde klipper og der er bare rødt overalt.

Vi får at vide, at der ligger en lille butik inde i Tuba City (kun en lille omvej på 22 miles) som sælger perler. Der MÅ Lisbeth bare ind. (Vi glemmer desværre at tage billeder, men Lisbeth har et godt sortiment af turkiser m.m. med hjem til ekstremt rimelige priser).

På vejen videre sydover kører vi gennem painted dessert (og det ser faktisk ud som om klipperne er malet i forskellige farver) inden vi svinger vestpå mod South Rim.

Inde i Grand Canyon Nationalpark når vi lige at se det allersidste af solnedgangen.

Mandag.

Vi checkede ud fra Campingpladsen kl.8 for at have en god lang dag i parken. Vi startede med en tur vestpå langs kanten.

Først kom vi til Angel point, hvor vi kunne se hikere på vej ned i kløften ad en af de ruter der går mellem North og South Rim.

Herefter gik vi videre vestpå til Hopi Point. Et af de få steder på toppen, hvorfra man kan se Colorado River, som ligger 1½ km nede.

Udover udsigten er der meget at opleve. Vegetationen og dyrelivet er meget anderledes end vi kender det og hvis man har øjnene med sig, sker der masse.

Vi så bl.a. dværgmistelten, en kaktus med små bananlignede frugter, ravne som fløj meget akrobatisk – endda 2 som jagtede en rovfugl.

Menneskelivet er faktisk ligeså varieret og spændende som dyrelivet – her er også mange typer.

Vi havde set ved Visitors Centre, at der var et arrangement om rovfugle ved Yaki Point kl. 14.30. Det lød spændende, så det ville vi prøvet at nå. 

Vi var der i god tid og faldt i snak med et ægtepar fra San Francisco, som også var kommet for at deltage.

Vi fulgtes med dem ud til en fugle-observationsstation, som vi troede arrangementet skulle starte fra. Det var et klippefremspring, hvor der var et godt overblik. Her sad et hold observatører og talte de rovfugle som fløj forbi. De var godt pakket ind som beskyttelse mod solen.

Guiden var en frisk pige, der var god til at fortælle. Hun fortalte at når rovfuglene trækker sydpå, følger de normalt der nord-syd gående bjergkæder for at udnytte opdriften. Når de skal krydse Grand Canyon (som går på tværs af ruten, og som ikke hjælper til med opdrift) vælger der de smalleste steder for at spare på kræfterne. Når de har krydset kløften kommer de frem til den sydlige del af Kaibab-skoven, hvor de kan tanke op med mus eller sangfugle.

Arrangementet var dels videnformidling om rovfugle (og hvordan man kunne kende dem), men samtidig placeret på et sted, hvor der var stor sandsynlighed for rent faktisk at komme til at se nogle af dem.

Vi var heldige og så flere end normalt. Vi så Northern Harriers, Redtail Hawks og nogle flere høge, som ikke helt kunne bestemmes i farten (der er 2 typer som er meget svære at skelne fra hinanden).

Ravnene er et kapitel for sig selv – De er så store at de let kan tages for rovfugle (deres vingefang er op til 1½ m). De danner par for livet og ses ofte parvis også flyvende, hvor de laver de mest akrobatiske manøvrer – guiden kaldte det en slags ravne-date.

Efter arrangementet gik vi et stykke ned af Kaibab Trail – en af de andre ruter der fører over kløften.

Normalt er det en 2-dages tur (til fods eller på muldyr), hvor man overnatter i bunden af kløften, men flere løbere tager den på en enkelt dag.

Vi nøjedes dog med en kort tur ned og så op igen.

Vi sluttede dagen med at beundre solnedgangen fra Yavapai Point.