Fra Yosemite til Las Vegas

 

Rejsedag – vi ville se hvor langt vi kunne nå i retning af Las Vegas.

 

Første del af turen gik gennem den nordlige del af Yosemite over mod Lee Vining. Det viste sig at være en meget smuk og afvekslende tur. Vi kørte over flere bjerge og var helt oppe i 9.945 fods højde (omkring 3 km) og forbi en række meget maleriske søer.

 

 

 

 

 

 

Turen til Lee Vining tog ca. 4 timer, så det passede med at vi kunne spise vores frokost med udsigt over en saltsø (Mono Lake).

 

 

Der er ca. 250 miles til Las Vegas, så vi beslutter at bide tænderne sammen og se om vi kan tage det i et stræk.

Det første lange stykke til Big Pine er på motorvejslignende vej, hvor vi må køre 70 miles/timen, så det går hurtigt. Vi kører på en højslette 8.000 fod over havet mellem 2 bjergkæder. Sierra Nevada mod vest og White Mountains mod øst.

  

Fra Pig Pine skal vi krydse over White Mountains ind i Nevada, lige nordom Death Valley.

Vejen, som beskrives som en ”Scenic byway” fører over 2 høje pas og er noget af det mest snoede bjergvej vi har været ude for.

 

I det første pas snævrer vejen ind, så der kun er én kørebane over en strækning på ca. 500 m med et enkelt sving på midten. Vi møder heldigvis ingen modkørende.

 

 

 

Da vi komme rind i Nevada møder vi det første indtryk af de lange lige veje, med intet andet end kaktusser til at bryde monotonien.

De første 40 miles møder vi (udover kaktusser) kun 2 biler og 2 motorcykler.

 

 

 

Solen går ned mens vi kører mod sydøst, så vi kan nyde dens spil på bjergsiderne forude - og det er mørkt, da vi nærmer os Las Vegas - men det er jo bare en mellemstor by, så det skulle vel ikke give problemer.

 

Vi skal bare lige ind og så finde rute 15, så et kort stykke på den og så til venstre, så er vi der.

Men efter vi er kommet ind i byen fortsætter motorvejen bare længere og længere uden at vi ser noget til rute 15. Og trafikken bliver pludselig meget tæt.

 

Endelig dukker rute 15 op og det lykkes at komme i den rigtige bane i god tid - men hvor er så den vej vi skal svinge nedad? Vi skulle have været til den anden side, men det lykkes at vende og finde tilbage - og der er så campingpladsen. Vi booker os ind for to nætter - så har vi hele fredagen til at kigge på byen inden vi skal videre.

 

Det bliver lige til en kort tur på hovedgaden - "The Strip" inden vi slutter dagen.